Seneste nyt fra modebranchen
Artikler
Podcasts
Jobs
MODEUGE

Modemesse uden restriktioner: “Der er lys for enden af tunnelen"

På modemessen Revolver i Øksnehallen var både humøret og håbet højt, da Fashion Forum tog forbi for at tage pulsen på branchens forventninger til den kommende sæson.
På modemessen Revolver i Øksnehallen var både humøret og håbet højt, da Fashion Forum tog forbi for at tage pulsen på branchens forventninger til den kommende sæson.

Der var nok mange, som åndede lettet op, da det blev klart, at vi kunne gennemføre en modeuge uden corona-restriktioner og, ikke mindst, corona-aflysninger. Det var i hvert fald den generelle stemning, da Fashion Forum besøgte Revolver i Øksnehallen torsdag formiddag. Fra det sjaskede gråvejr var det som at træde ind i et varmt, farvestrålende kram, hvor corona var en by i Rusland. Her var ingen mundbind eller afstandsmarkeringer, og rundt om langbordene i midten af rummet blev der talt på kryds og tværs af sprog og nationaliteter.

“Vi har fået mange udenlandske kunder ind, som ikke var her sidst. Der har faktisk været besøgende fra flere forskellige lande, som Belgien, Irland og England, og så har vi vores egne sælgere med fra Sverige og Norge, så der har også været nogle kunder derfra,” fortæller Chris Coster, der er er direktør i Coster Copenhagen.

Og på trods af usikkerheden med corona-restriktionerne har han ikke været nervøs for, om messen ville blive til noget, eller hvad de skulle stille op.

“Revolver har været gode til at kommunikere med os. Hvad de vidste, selvom de ikke havde alle svarene, og hvad vi kunne forvente ud fra det. Allerede tidligt sagde de, at nu skulle vi bare holde ved. De troede på, at det nok skulle blive til noget, og det håbede de også, at vi gjorde. Og hvis vi ikke gjorde, så kunne vi skubbe vores køb til næste sæson, eller vi kunne få pengene tilbage, så der var ingen tabt investering. Og det, synes jeg, har været rigtig godt, at de har været så åbne i deres kommunikation,” fortæller Chris Coster.

Plug and play-format gør det let

Det er ikke bare den åbne kommunikation, der har gjort det let for de udstillende brands at navigere i en tid fyldt med usikkerhed. Det ’plug and play’-format, der er på Revolver, hvor alle stande har det samme setup med bøjlestænger, borde og stole, så det eneste, de udstillende behøver at medbringe, er tøj på bøjler, gør, at det er lettere at tage på messen uden lige så omfattende forberedelser.

Men på trods af de meget faste rammer for standene har flere formået at få skabt et personligt udtryk, der spejler brandets DNA inden for den firkantede plads. Det er især tilfældet hos accessory-brandet Sui Ava, der har pyntet op med store spejlblanke podier, silkeblomster og et pink bord midt i standen.

“Det er lettere, når man er smykke- eller accessory-brands, for så må man have sine egne podier med. Vi elsker jo at larme, og lyserød er en stærk del af vores DNA. Så det er fedt at kunne personliggøre standen med inventaret, hvor vi også har fået sat vores egen sølvfolie på hylder og podier,” fortæller Sisse Bachmann, der er grundlægger og designer hos Sui Ava.

Også hos Coster Copenhagen har de gjort standen mere personlig med et stort Yves Klein-blåt gulvtæppe i hele standen og duge i samme nuance på de runde borde og guldlamper på bøjlestængerne. Inventar, der er nemt at tage med, når de også skal på messer i Stockholm og Oslo i løbet af sæsonen.

Og selv hos brands, der har valgt at gøre mindre ud af udsmykningen, giver de bare omgivelser plads til at tøjet kan træde frem og være udsmykningen i sig selv.

“Det er klart, at det er lidt sværere, når man ikke kan bygge sin egen stand op, men nu har vi jo ikke problemer med at gøre os bemærket, fordi vi har masser af farver og prints på vores kollektion. Vores kunder kan nemt finde os i hvert fald,” fortæller Trine Therkildsen, der er designer hos Nümph.

Håb for fremtiden

Generelt er energien god og løssluppen på Revolver, hvor snakken summer i alle kroge og næsten overdøver musikken fra en DJ, der spiller for enden af hallen. I tøjet er der knald på farverne, og skal man tage stemningen som et tegn, tegner det godt for branchen.

“Der er lidt lys for enden af tunnelen. I det hele taget er folk også lidt mere modige end for et halvt år siden. Der var der ligesom stadigvæk en utryghed, som er lidt mere væk på en eller anden måde. Så folk er også mere risikovillige i indkøb nu, og det er jo godt for os,” fortæller Chris Coster med et smil.

“Detailhandlen har også store forventninger til at kunderne kommer tilbage nu. Det har jo været en kedelig januar, hvor mange har været i isolation, så de har manglet ude i butikkerne. Det er skønt med den energi og tro på, at nu kommer der forhåbentlig ikke flere restriktioner igen,” siger Sisse Bachmann.

“Jeg synes bestemt, at man kan mærke, at folk gerne vil tilbage til det gode gamle. Nu vil vi gerne ud og se hinanden og mødes i branchen. Jeg tror ikke, vi er på 100 procent fuld kraft endnu, men vi er helt sikkert på vej,” istemmer Trine Therkildsen.