Seneste nyt fra modebranchen
Artikler
Podcasts
Jobs
INNOVATION & BÆREDYGTIGHED

Røde Kors vil hjælpe modebranchen med at genbruge tekstiler

Med deres nye initiativ Råstof vil Røde Kors gøre det lettere for designere og virksomheder at finde og bruge gamle tekstiler til at skabe nye produkter og mindske spild.
Med deres nye initiativ Råstof vil Røde Kors gøre det lettere for designere og virksomheder at finde og bruge gamle tekstiler til at skabe nye produkter og mindske spild.

Det bliver mere og mere udbredt at skabe nye klæder af gamle klæder, og hvad, der før var primært forbeholdt de håndarbejdskyndige genbrugsjægere, begynder nu i stor stil at blive opskaleret og ses hos større producenter. Med et nyt initiativ vil Røde Kors nu gøre det lettere for producenter at finde brugte tekstiler til at skabe nyt tøj af. Det gør de med konceptet Råstof, hvor iværksættere, designere og virksomheder kan købe brugte, sorterede tekstiler fra Røde Kors’ lagre, som de kan bruge i deres produktion.

Hvert år modtager Røde Kors mere end 10.000 tons tekstil og på trods af, at de er Danmarks største genbrugskæde med 250 butikker landet over, tyder noget på, at det kan være svært at følge med og få omsat de store mængder af brugt tøj. Med Råstof ønsker Røde Kors altså at eliminere endnu mere tekstilt affald og i stedet stille de gamle klude til rådighed for virksomheder – og privatpersoner – til en kilopris på 30-50 kroner.

“Vi har i mange år genbrugt tøj ved at sælge det videre i vores 250 Røde Kors-genbrugsbutikker, men vi mærker, at flere virksomheder og brands er interesserede i en større volumen af genbrugstekstil. Det potentiale forfølger vi nu med Råstof. Vi har råstofferne og med nye samarbejder øger vi muligheden for markant at gøre en bæredygtig forskel i mange brancher,” fortæller chef for Røde Kors Genbrug Tina Donnerborg i en pressemeddelelse og fortsætter:

“Hvis vi kan genbruge mere tekstil, kan vi hos Røde Kors hjælpe endnu flere udsatte herhjemme i Danmark og ude i verden. Og behovet for den hjælp har aldrig været større,” fortæller hun, og understreger at overskuddet fra Råstof ligeledes vil gå til Røde Kors’ humanitære arbejde.

Det nye initiativ skriver sig direkte ind i en udbredt og nødvendig tendens, hvor modebranchen må vende sig mod innovative løsninger og anderledes produktionsformer, hvis de skal nå i mål med den grønne omstilling.

“Der er akut behov for, at den globale men også den danske mode- og tekstilindustri laver en radikal, grøn transformation. Heldigvis bliver genbrugstøj stadig mere populært og designere er blevet endnu bedre til at genanvende eksisterende materialer i nyt design. Samtidig bliver forbrugerne bedre til at stille større krav til det tøj, de går med i forhold til eksempelvis arbejdsvilkår på produktionsstedet, materialer, brug og hvordan de skiller sig af med tøj, når de ikke længere går med det. Upcyclede tekstiler er et oplagt sted at sætte ind, ikke kun fordi man undgår at bruge jomfruelige materialer men også fordi, der kan komme spændende, unikke designs ud af det,” siger Maria Mackinney-Valentin, trendforsker og lektor ved Det Kongelige Akademi, i pressemeddelelsen.

Med det nye initiativ håber Røde Kors at endnu flere kreative virksomheder vil få øjnene op for genbrugen af tekstiler. Tekstilerne kan bestilles i færdigsorterede pakker med forskellige tekstiltyper som eksempelvis denim, skind eller frotté, eller det kan bestilles efter mere specifikke kriterier, så det passer ind i en bestemt produktion.

Den kloge ungdom: Læs Ane Lynge-Jorléns bidrag til Røde Kors-bogen ‘Genbrugsmode’