Seneste nyt fra modebranchen
Artikler
Podcasts
Jobs
INNOVATION & BÆREDYGTIGHED

Salling hyldede den bæredygtige mode: Her er vinderne af Salling Future Friendly Fashion Award 2020

Salling har i dag kåret sine tre vindere i deres nye bæredygtige modepris, hvoraf vinderen af hovedpræmien, Årets Brand, går hjem med en præmie på 100.000 kroner.
Salling har i dag kåret sine tre vindere i deres nye bæredygtige modepris, hvoraf vinderen af hovedpræmien, Årets Brand, går hjem med en præmie på 100.000 kroner.

“Det føles fantastisk, og vi er meget overraskede, for det var jo et utroligt stærkt felt, vi var en del af. Så vi er meget stolte af, at en så kompetent jury har valgt os, det er en stor ære.”

Sådan lød det fra Design Director & Co-Founder Helle Jørgensen og Brand Manager Siri Leijonhufvud i brandet Artikel, da de her til eftermiddag blev udråbt til vinderen af Årets Brand til Salling Future Friendly Fashion Award 2020 – den første udgave af Sallings nye modepris dedikeret til bæredygtighed i modebranchen. Bag udnævnelsen står en jury bestående af blandt andre medstifter af In futurum Frederik Larsen, As Øland fra Dansk Mode & Textil, CEO for Copenhagen Fashion Week Cecilie Thorsmark, stifter af Continued Fashion Vigga Svensson og chefredaktør for Fashion Forum Carla Christine Bruus Aagaard-Strube. Sammen har de blandt andet valgt Artikel på baggrund af mærkets fokus på at mindske overproduktion:

“Artikel har som relativt nystartet brand taget favntag med nogle af tidens store problemstillinger gennem strategisk kollektionsarbejde, produktudvikling samt kundeforståelse, og med smukt forarbejdet design i kvalitetsmaterialer er de med til at markere dansk slow fashion som langtidsholdbart,” som der blandt andet blev nævnt i begrundelsen for valget af Artikel, der går hjem med prisens hovedpræmie på 100.000 kroner til at sætte yderligere skub i den bæredygtige produktion.

Arbejder med essentielle områder indenfor bæredygtig mode

Det var dog ikke kun Årets Brand, der skulle findes i dag. Årets Talent, der var tilegnet en en studerende eller nyuddannet
designer, der udmærker sig særligt indenfor innovativt design med direkte fokus på bæredygtighed, gik til Ashna Patel fra Designskolen Kolding. At det var netop hende, der løb med prisen, skyldes ifølge juryen, at hun har “beskæftiget sig med essentielle områder indenfor bæredygtig mode og herved er med til at bane vejen for modeindustrien. Lokal produktion, naturlige materialer og design baseret på forbrugerindsigter er blot nogle af de centrale elementer fra Ashnas afgangsprojekt, der bør blive implementeret bredt. Ashna har vist evnen til at navigere klogt, og samtidig mestrer hun at levere smukt design, som vil være højt værdsat af brugeren.”

Årets Publikumspris – altså den pris, hvis vinder ikke blev fundet af juryen, men udråbt af Sallings egne kunder via en online afstemning – gik derimod til det Thy-baserede brand ELSK, hvor CEO Lars Riis og Sales Manager Emil Fjord var til stede for at tage imod prisen. Både de og Årets Talent går hver især hjem med en præmie på 25.000 kroner.

“Jeg vil gerne give en stor tak til vores jury, de nominerede og de personer og brands i modebranchen, der har vist stor opbakning omkring Salling Future Friendly Fashion. Det er vores ambition at fortsætte med at inspirere og motivere branchen og vores kunder til at gøre en positiv forskel for klimaet gennem de mange valg, vi hver især træffer. Jeg er glad for, at Salling har været med til at sætte dette på dagsordenen i denne uge, og vi glæder os til at arbejde videre med dette vigtige emne,” lyder det i en pressemeddelelse fra Marianne Bedsted, CEO i Salling, om årets prisoverrækkelse.