Chefredaktøren, indkøberen og influenceren: Sådan oplevede vi hybrid-modeugen

Med disse spørgsmål på tale: giver en modeuge med sæsonkollektioner og -præsentationer overhovedet mening i dag? Kan vi mødes fysisk? Tør indkøberne lægge ordrer? Er et show et show, hvis det afholdes alene digitalt? Ja, så er der mange parametre at vurdere modeugen ud fra. Men skal vi tage det oppe fra og ned, så lad os starte med at konkludere positivt, at det lykkedes.

Messerne blev afholdt og viste, at de kunne skalere og transformere deres format. Copenhagen Fashion Weeks nye digitale platform, hvorfra shows, præsentationer og brandfilm såvel som det sideløbende ambitiøse talk-program blev streamet, udnyttede modeugens fokus og momentum og tillagde et ekstra lag af betydning med nødvendige diskussioner omkring repræsentation, diversitet og racisme i modebranchen. Den vigtige tematik omkring bæredygtighed var trådt lidt i baggrunden, hvilket måske mest af alt er et udtryk for, at den bæredygtige omstilling ikke længere skal råbes højt omkring, men i langt højere grad er blevet eller er ved at blive implementeret i virksomhedernes produktion og forretningsførelse.

Har vi set ind i fremtidens modeuge? Sandsynligvis. Men hvordan blev den opfattet, og hvad kan og skal vi tage med os videre? Vi har talt med Cecilie Ingdal, chefredaktør på Elle, og Laura Larbalestier, Fashion Director hos Harvey Nichols, om deres oplevelse af denne Copenhagen Fashion Week.

Cecilie Ingdal, chefredaktør Elle og ansvarshavende mediechef for Elle, Elle Decoration, IN, Dossier og Vi Unge.

“Det er overordnet set super positivt, at vi overhovedet kunne afholde en modeuge, og mit indtryk af denne hybrid-modeuge var ligeledes meget positivt. Først og fremmest var der et stort fokus på sikkerhed og fornemmelsen af, at alle retningslinjer blev overholdt. Der var sprit og masker, god opmærksomhed på social distance, hvilket gjorde det til en grundlæggende tryg oplevelse af være gæst til modeugen.

Dernæst – og meget vigtigt – var det tydeligt, at meget fokus lå på Black Lives Matter-agendaen, ligesom der var tænkt langt mere diversitet ind i modelcastet. For mig viste det, at modebranchen gerne vil skabe forandring, og at designerne gerne vil være med til at bidrage til at ændre på tingenes tilstand. Uanset om vi som branche har sovet i timen eller ej, er vi i hvert fald kommet på mærkerne nu, hvilket er et klart udtryk for den tid, vi har været igennem.

Modeugen var jo speciel på mange måder, også i den forstand at så meget på kalenderen var blevet digitalt. For mig er det klart de syv fysiske shows, der står tydeligst i erindringen. Så dem, der havde gjort sig anstrengelsen ved at holde show og vise deres tøj, bliver også belønnet for det.

Jeg forsøgte at se de digitale shows i det tidsrum, de gik live. Men det gav da absolut noget luft, at vi ikke skulle være et nyt sted hver time. Der var lidt mere plads til spontane møder og lidt længere dialoger med folk.

Af de digitale visninger husker jeg særligt Stine Goyas. Jeg har efterfølgende tænkt over, hvorfor netop det – udover at det var en meget smuk og velproduceret lille film – virkede så godt. Og det var netop, fordi jeg kunne se tøjet ordentligt. Det er alt andet lige omdrejningspunktet i mit arbejde, og når jeg går til modeuge, er det for at se, hvilken retning designerne tager deres kollektioner og brand. Flere var repræsenteret med en brandingfilm, men jeg vil altså gerne se noget tøj.

De digitale visninger, der fik mest ud af det, var i min optik dem, der bandt det digitale op på et fysisk event. Der, hvor man fik en mere sanselig oplevelse med sig og i flere tilfælde kunne se tøjet, møde designerne, opleve iscenesættelsen af kollektionen eller brandet. De stjal lidt mere opmærksomhed og gjorde, at man har et levende minde at koble visningen op på.

Man kunne ikke undgå at mærke, at der ikke var så mange mennesker i byen. Ikke mange indkøbere, presse og influencere, og da slet ikke den samme street style-fotografering, som der plejer. Det var et langt mere lokalt fremmøde, end vi efterhånden har vænnet os til, men, situationen taget i betragtning, ikke overraskende.

Bæredygtighed trådte som tema lidt mere i baggrunden for de andre aktuelle temaer, hvilket egentlig også er helt, som det skal være. Det er klart, at alle de tiltag, modeugen har taget i forhold til at udfase goodiebags, plastikflasker og engangsplast, tænker vi slet ikke over mere. Nu er det bare det fundament, vi bygger modeugen på. Præcis som det skal være.”

Laura Larbalestier, Fashion Director hos Harvey Nichols, London.

“Jeg synes, at denne tid har givet os chancen for at reevaluere mange af de produkter, vi køber ind til butikken, og samtidig overveje modens relevans i folks liv. Specielt indenfor kvindetøj var meget af vores forretning før i tiden baseret på at købe mode til særlige begivenheder, såsom bryllupper, fester og ferier. Med den slags sociale begivenheder reduceret til næsten nul, hvad vil kunderne så købe fremover, og hvad betyder det for retail og online?

Tiden er altid begrænset, når jeg er afsted til modeuger for at købe ind, så dette miks mellem fysiske og digitale visninger er virkelig en hjælp. På mange måder er det en mere effektiv måde at arbejde på. Vores indkøbsteam har efterhånden vænnet sig til at købe ind digitalt – det er stadig langt nemmere med accessories og sko end ready-to-wear, men igen, det er på mange måder en mere tids- og ressourcebesparende måde at arbejde på, hvilket er en fordel.

Det var virkelig en vidunderlig uge, som var meget spændende at være tilstede på fysisk. Det er svært at sige, hvad der var det bedste, for der var så meget at se – men jeg fik besøgt både Revolver og CIFF og set en masse shows og showrooms.

Mine favoritshows og -præsentationer var Helmstedt, Ganni, Remain med (di)vision, 7 Days Active og Saks Potts. Derudover har jeg fundet flere nye, spændende brands, og jeg ser allerede frem til næste sæson – det var en meget succesfuld tur til København, jeg havde.”

Mads Emil Grove Møller, Kreativ Konsulent

“Det var virkeligt underligt at gå ind i den her modeuge. Man kom lige fra sommerferie og en tid, hvor den sociale kontakt har været lukket ned. Det virkede jo som om, at meget var ’back to normal’, men så alligevel slet ikke. Mest markant fordi der var langt færre internationale gæster end normalt ­– dog var jeg imponeret af, hvor mange streetstyle-fotografer der var.

Det var virkelig fedt, at langt de fleste af de danske brands, der plejer at være på kalenderen, også havde valgt at satse og støtte op denne gang. Dem, der spillede med de allersikreste kort, var dem, der havde valgt slet ikke at gøre noget. Dem var der også nogle af. Overordnet set var det jo meget positivt, at der overhovedet var en modeuge. At vi kunne komme ud og sige hej. Der har været så meget usikkerhed forbundet med Covid-19, så bare det at møde folk fra branchen og høre, at alle er i samme båd, var faktisk godt.

Personligt havde jeg det svært med de digitale tiltag. Det fungerede ikke for mig, at jeg skulle zoome ind på en computer eller min telefon på et bestemt tidspunkt. Det fungerede bedre, når det var bundet op på et fysisk event. Men selv der blev det hurtigt minglen og snak, der fyldte, fremfor at man så på den video eller film, der var blevet skabt til lejligheden.

De shows, der blev afholdt fysisk, er klart dem, jeg husker bedst. Jeg vil gerne se tøjet og tankerne bag, når jeg er til modeuge. Mærke stemningen, lytte til hvilken musik brandet har parret et show med. For mig er det alt det, der gør mig nysgerrig på et brand og en kollektion og giver mig lyst til at gå videre med det.

Det kom faktisk bag på os, at vi (Mads Emil sammen med sin kæreste Emili Sindlev, red.) havde fuldt program fra morgen til aften, men vi brugte nok også mere tid de enkelte steder, fordi vi ikke skulle haste videre til næste show.

Når februar-modeugen kommer, tænker jeg, at der skal gøres mere ud af at fange folk til de digitale visninger. Jeg så gerne, at man kunne lægge alt fra sig og fokusere fuldstændig på den film, der blev vist – det kunne være i en biograf, eksempelvis. Hellere det, end at stå til et event, hvor man ikke helt får set filmen.

Det er interessant at tænke på, at vi i København på mange måder er blueprintet for, hvordan de kommende internationale modeuger kommer til at operere. Og derefter hvordan vi så herhjemme arbejder videre med mikset af digitale og fysiske shows, når vi har set, hvad de internationale gør. Fra en indkøbers perspektiv har vi altid ligget virkeligt dårligt herhjemme – for sent til men’s, for tidligt til Women’s – men fordi brandsene til februar har haft mulighed for at skele til den internationale scene, tror jeg også, at næste modeuge herhjemme kan gå hen og blive langt mere færdigudviklet og virkelig interessant.”