Stor tysk messe aflyser juli-udgave: Arbejder på digital løsning
Den næste udgave af Panorama er blevet aflyst, men messen arbejder på en digital løsning, som bliver præsenteret i april måned.Store kulturbegivenheder bliver aflyst i hobetal grundet Corona-virussets hærgen. Og selvom Fashion Month i februar lige nøjagtigt forløb uden større problemer, begynder aflysningerne nu også at ramme modebranchen – og de trækker spor helt ind i sommeren.
Senest har modemessen Panorama i Berlin netop offentliggjort aflysningen af næste sæson, der ellers var planlagt til at løbe fra den 30. juni til den 2. juli 2020. Den tyske messe har altid en stribe danske deltagere. I seneste udgave, den 15. af slagsen, der løb af stablen 14.–16. januar 2020, talte de danske navne blandt andre Andersen-Andersen, Soya Concept og Spring Copenhagen.
I en pressemeddelse fortæller Panorama Berlin, at de har oplevet stor støtte blandt brands og retailere til at afholde messen senere på året, men at de grundet eskaleringen af Corona-smitten i Europa og Tyskland, samt de usikre fremtidsudsigter alligevel har valgt at aflyse messen, der under normale omstændigheder fylder Tempelhof-lufthavnen i Berlin.
Men messens arbejde er ikke helt afsluttet. For i samme pressemeddelelse fremgår det, at aflysningen har givet dem mulighed for at tænke i alternative, digitale måder at netværke, når nu fysisk kontakt er udelukket. Der arbejdes nemlig på et digitalt produkt, der fortsat kan koble brands og butikker, og som stadig vil have Panorama som facilitator.
De første features og løsninger bliver præsenteret i midten af april, og messen opfordrer samtidig branchen til at samtænke løsningerne på de fælles problemstillinger og være fleksible i deres tilgang.
Vi følger selvfølgelig udviklingen og løsningerne i spænding, da Corona-virussets hærgen også kan få konsekvenser for danske messer – for eksempel CIFF Youth, der netop har rykket sine datoer fra august til juni, hvor Panorama også skulle have været afholdt.