Luksusbegrebet udfordres hos de nostalgiske upcyclere (Di)vision

(Di)vision, Høst, torsdag den 30. januar 2020, klokken 9.30.

Simon Wick startede egentlig (Di)vision som et hyggeprojekt. For sig selv og sine venner. Men efter han lancerede en kollektion af såkaldte split-jakker, altså jakker hvor den ene side er i ét mønster eller materiale og den anden i kontrasterende materiale, i Storm i 2018, hvor Simon også arbejder, er det gået stærkt.

For eksempel lavede han en lille kollektion af split-designs for 7 Days, som kunne opleves under brandets debutshow i sommer. DE har også lavet scenetøj til Minds of 99, og så bliver brandets unikke designs forhandlet i etablerede, internationale butikker som LN-CC i England og Addicted i Sydkorea. Og nu debuterer han så med en præsentation sammen med sin søster Nanna Wick til Copenhagen Fashion Week. Jo, vi har at gøre med et ungt brand på vej frem.

Siden First (Di)vision, brandets hovedlinje, blev lanceret, har to yderligere linjer set dagens lys. For at brandet kan følge med efterspørgslen og skalere produktionen. Den første er Second (Di)vision, der er brandets forsøg på at bruge deadstock-materialer og egne mønstre, og så er der (Di)construct, som er skabt af mindre kostbare materialer end hovedlinjen. Her er det for eksempel aflagte T-shirts – ofte med nostalgibands som visuelt trækplaster — der er blevet genanvendt. De blev vist side om side til præsentationen og fortalte en helstøbt historie om Wick-duoens DIY-æstetik og de brede ambitioner, de har på brandets vegne.

Udgangspunktet for (Di)vision er arbejdet med allerede eksisterende materialer. Oftest i det førnævnte split-design, i looks rige på patchwork og genkendelige elementer, der er blevet dekonstrueret. Simon og Nanna Wick har, som andre i deres generation af designere, der er vokset op i klimakrisens skygge, taget et standpunkt: de vil ikke producere flere nye materialer. Kollektionen, der blev præsenteret på Høst i indre by, der i anledningen var pyntet op med faldne blade og kasser, modellerne kunne stå på, har da også fået titlen “Too Bad I Have to Destroy You Now”. En klar reference til en branche og en ældre generation, der systematisk tømmer planeten for ressourcer. Den nye generation har fået nok.

Luksusbegrebet skal ændres, fortalte Simon Wick mig, mens præsentationen stod på. Det skal samples, sprættes op og sættes sammen på ny. Mode skal ikke være perfekt og afrundet, men ose af personlighed og menneskelighed, i sin ophøjede fejlbarlighed og uforudsigelighed. Og så skal den mime den hypotetiske virkelighed, der lurer rundt om hjørnet. Dystopisk og rå og fattig på ressourcer. Det kunne man se i de upolerede styles, hvor de fleste kanter var rå, ubehandlede, eller ægteskabet mellem Adidas-trackpants og aflagte denimbukser, hvor en fin detalje var de tre karakteristiske Adidas-striber, der fortsatte nedad denimmaterialet. På samme tid en forceret og naturlig fusion. Det viser også lidt om brandets potentiale, at de allerede har stablet et samarbejde med Adidas på benene.

Denne kollektions primære udgangspunkt var genbrugte denimkvaliteter og deadstock–ternmaterialer i blå og grønne nuancer og forskellige måder at fusionere de to i (Di)visions grungede 90’er-æstetik. Et kvindelook med en lysvasket denim på forsiden og blåtonede tern på bagsiden adskilt af en slids i kantsømmen, var et godt billede på kollektionens formåen.

Man savner måske til tider lidt finesse og personlig mønsterkonstruktion, som kun i glimt kom til syne i form af for eksempel de flotte, ternede cut-and-sew skjorter, som er produceret i Italien, en oversize blazerjakke og en kropsnær, croppet vest – en gennemført detalje ved blazeren er i øvrigt, at foret er lavet af vintage T-shirts. Men så igen. Wick-duoen vil jo gerne omskrive vores forståelse af det værdifulde, så måske er alt, som det skal være. Måske skal vi bare lige vænne os til den nye generations uperfekte modefortælling.

Se hele kollektionen her.