Har du en bæredygtig idé? Global Change Award åbner for nye ansøgninger
For femte gang inviterer H&M Foundation indenfor til en af verdens største innovationskonkurrencer indenfor bæredygtig mode – skal din nyskabende idé med i kapløbet om de 7,5 million kroner?Hvordan får vi som branche vendt skuden, så vi ikke længere tærer unødvendigt på jordens ressourcer? Det er måske det største – og vigtigste – spørgsmål i modeindustrien lige nu og da også omdrejningspunktet for den årlige innovationskonkurrence Global Change Award. En konkurrence, der har til formål at finde og støtte kreative løsninger, som kan revolutionere modebranchen og accelerere den bæredygtige omstilling. Og nu er H&M Foundation, som for femte år står bag konkurrencen, klar til at skyde en ny omgang i gang. Det betyder, at der er åbnet for ansøgninger fra mennesker fra hele verden, som skal dyste om en samlet præmiesum på én million euro.
Sidste års vindere, der blev udråbt i Stockholm City Hall den 3. april i år, bidrog med innovative løsninger indenfor blandt andet biologisk nedbrydeligt læder, brændenældefibre og elastisk børnetøj. Men bæredygtig mode er et uendeligt bredt begreb, hvorfor H&M Foundation igen i år har indskrænket feltet til tre fokusområder:
“I år kigger vi særligt efter innovation inden for tre temaer; forbrugerorienterede idéer, digitale løsninger og cirkulære idéer indenfor både design og emballering og indpakning. Fællesnævneren er løsninger til, hvordan modebranchen kan operere indenfor planetens begrænsninger,” udtaler Erik Bang, Innovation Lead hos H&M Foundation, i en pressemeddelelse.
Dette års panel, der står for at udvælge de fem vindere, udgøres af internationale eksperter med viden indenfor mode, cirkularitet, iværksætteri og innovation:
- Abrima Erwiah, medstifter og præsident for Studio One Eighty Nine
- Betelhem Dessie, CEO hos iCog Anyone Can Code og Project Advisor hos Solve IT
- Burak Cakmak, dekan ved School of Fashion hos Parsons School of Design
- Malin Åkerman, skuespiller og influencer indenfor bæredygtighed
- Rosario Dawson, skuespiller og medstifter af Studio One Eighty Nine
- Sonam Kapoor, skuespiller og influencer indenfor bæredygtighed
- Tariq Fancy, stifter og bestyrelsesformand hos Rumie samt Chief Investment Officer of Sustainable Investing hos BlackRock
- Vanessa Cheung, stifter af The Mills
- Wanjira Mathai, bestyrelsesmedlem ved The Wangari Maathai Foundation
- William McDonough, Chief Executive hos McDonough Innovation og medstifter af Fashion For Good
Global Change Award blev afholdt for første gang i 2015 og henvender sig til entreprenører, videnskabsfolk og alle andre, der har en idé, som kan ændre tøjindustrien indefra. For at vinde skal innovationen have potentiale til at gøre mode cirkulær i større skala, og derudover kigger panelet efter nyskabelse, teamets dedikation samt at innovationen er økonomisk bæredygtig.
Udover præmiesummen på én million euro, svarende til knap 7,5 millioner danske kroner, får de fem vinderidéer igen i år deltagelse i det et-årige ’Innovation Accelerator’-program, hvor H&M Foundation, Accenture og the KTH Royal Institute of Technology hjælper dem med at gå fra idéstadie til en prototype, der kan bringes på markedet og – forhåbentlig – gøre en forskel.
Deadline for tilmelding til konkurrencen er den 16. oktober 2019. De fem vindere præsenteres til Grand Award Ceremony på Stockholm City Hall i april 2020. Læs mere om konkurrencen og send din ansøgning her.