The Jewellery Room: "Støtte fra Copenhagen Fashion Week er sindssygt værdifuld"

The Jewellery Room har siden 2013 samlet en nøje kurateret skare af primært danske, men også få internationale smykkemærker under ét tag under Copenhagen Fashion – i et felt, der spænder giganter som Pandora og Georg Jensen til de nyere som Mary Lou Jewellery og With Love Darling. Søstrene Pernille Møbjerg Knudsen og Charlotte Møbjerg Ansel-Henry, der sammen står bag The Jewellery Room, der åbnede dørene til en digital platform i 2018, og som tidligere i år fik to nye investorer, har altid indtaget modeugens fredage med deres smykkeudstilling.

Det til trods er det først fra denne sæson, hvor de i øvrigt igen har rykket udstillingen ind under Nikolai Kirkes hvælvede lofter og dekadente omgivelser, at de igen er at finde på modeugens officielle kalender efter flere sæsoners fravær. Og støtte fra modeugen betyder meget for en smykkebranche, der ofte har befundet sig i periferien af modeverdenen. Især Cecilie Thorsmarks tiltrædelse som CEO for Copenhagen Fashion Week har rykket smykke- og modebrancherne i Danmark tættere sammen.

“Smykker altid været en kategori lidt uden for modebranchen, men det har været vores mål at få den ind. Det forstod Cecilie lynhurtigt. Det er sindssygt værdifuldt for os og især for vores brands at være mere en del af modeugen. Copenhagen Fashion Week er den eneste modeuge, der understøtter og sætter fokus på smykker. Og så støtter vi jo også den nye bæredygtige virkelighed, som Copenhagen Fashion Week er med til at forme nu,” siger Charlotte Møbjerg Ansel-Henry, den ene halvdel af The Jewellery Room, der, præcis som Copenhagen Fashion Week, har større bæredygtige ambitioner end nogensinde. En uundgåelig udvikling, som vi for eksempel også har set det hos Meet the Nordics, der nu udelukkende er dedikeret til bæredygtige mærker.

“Bæredygtighed er indlejret i de fleste af vores brands, nogle er selvfølgelig mere opmærksomme på det end andre. Men vi tager den bæredygtige udvikling seriøst, og vi vil gerne bidrage til den udvikling. Vi er stolte af at repræsentere brands, der arbejder så seriøst med det. Nu har vi også selv fået sat ord på det på en anden måde og i højere grad søgt efter nogle, der omfavner det,” siger hun videre.

Tiltrængt fællesskab

Et af de mærker er Kinraden, der med Sarah Müllertz i spidsen skaber sølv- og guldsmykker og som i stedet for ædelsten bruger rester fra produktionen af musikinstrumenter i Mpingo-træsorten, der stammer fra klarinetskovene i Tanzania og er så stærk, at den kan slibes som ædelstenene. Hun er glad for Jewellery Rooms samlende funktion i en ellers fragmenteret branche.

“Der har manglet et område, hvor smykker kunne få kærlighed. Det er samtidig en god mulighed for at stå og personligt fortælle, hvad man kan lave med smykker. Især fordi det ikke er messeagtigt, men vi glider mere ind i en fælles kontekst og bliver del af et større hele,” siger Sarah Müllertz.

Hun bliver støttet af Marie-Louise Joensen fra Marylou Jewellery, hvis bæredygtige virke hviler på brugen af ubehandlede ædelstene og overflader og en langtidsholdbar æstetik. Hun fortæller, at folks generelle mentalitet omkring smykker har rykket sig i løbet af de seneste år, som også gør styrkelsen af en samlet branche vigtig.

“Det er så vigtigt, at der er kommet fokus på smykker under modeugen, gennem for eksempel The Jewellery Room. Det er skræmmende, at det ikke har været der før. I de seneste fem år har jeg set en markant forandring i opfattelsen af smykker. Før var der en uskrevet regel om, at hvis man havde øreringe på, så kunne man ikke samtidig have en halskæde på. I dag går folk amok med smykker og bruger det som statement,” siger hun.

Bæredygtige branchemangler

De er dog begge enige om, at der i branchen generelt er lang vej igen på den bæredygtige front. Og det selvom det er en af de brancher, hvor det faktisk er nemmest at genanvende materialerne – igen og igen.

“I smykkebranchen er bæredygtighed skrigende fraværende. Jeg synes, det er problematisk, at flere virksomheder ikke arbejder cirkulært. Selvfølgelig er det svært og problematisk, særligt som større brands. Men vi er en branche, hvor det er meget nemt at genbruge tingene – sølv og guld kan for eksempel smeltes om igen og igen,” fortæller Sarah Müllertz, der ikke mener man bør gå på kompromis med sin forretning bare fordi man arbejder med bæredygtighed.

“Jeg baserer mit virke på erhvervshumanisme. Det betyder, at jeg selvfølgelig går ind for, at vi skal tjene penge, men at vi som grundvilkår er nødt til at være humanistiske over for vores omgivelser.”

Det er Marie-Louise Joensen enig i, men hun mener, mange stadig er styret af jagten på salgssucces i stedet for at tænke langsigtet. For vores alles skyld.

“Generelt er vi ikke så mange i smykkebranchen, der tænker bæredygtighed endnu. Mange vil lave noget flot, lave et hit nu, som man kan tjene penge på frem for at tænke hele processen, der gør, at vi kan videregive en planet til vores børn og børnebørn om 50 år.”

Politisk potentiale

Elisabeth Crossley-Wright og hendes mærke With Love Darling fortolker FNs 17 verdensmål æstetisk og har sin produktion i flygtningelejre rundt omkring i verden for at give udsatte mennesker en sikker indkomst. Hun mener, at smykker er dybt personlige og derfor historisk set har været brugt til at definere vores inderste ønsker og behov. Kommunikeret ting, der er vigtige for os.

“Det er oplagt at bruge smykkerne som medium til at fortælle og lære folk om FNs 17 verdensmål, da smykker netop er bærere af historier om os selv og vores værdier. Min rolle er at fortælle en historie, som folk kan bruge til at fortælle deres egen med. Vi vil skabe opmærksomhed omkring verdensmålene, men også skabe den forandring, som de opfordrer til,” siger hun.

Også Sarah Müllertz ser et politisk potentiale for smykkebranchen, hvis den evner at omfavne det bæredygtige potentiale, som vi alle fornemmer, men som sjælendt bliver udlevet fuldt.

“Politisk set har vi virksomhedsejere i smykkebranchen en unik chance for at gøre en forskel. Vi kan tænke længere frem end politikere, der er bundet af en fireårs turnus og valgløfter. Vi kan tænke 5, 10, 50 år ud i fremtiden og skabe en bedre fremtid,” siger hun og afslutter:

“Det føler jeg, vi er forpligtede til, for vi kan ikke stole på, at politikerne gør det for os.”