Demonstranter var på gaden foran dansk Uniqlo-åbning. Men hvorfor?

Er man en af verdens største leverandører af fast fashion, er det næsten uundgåeligt at komme i både mediers og aktivisters søgelys for sine produkter og produktionsforhold. Og det med rette, for med sammenbruddet af den 8-etager høje industribygning Rana Plaza i Bangladesh tilbage i 2013, en ulykke der var skyld i 1134 menneskers død, som det ultimative skrækeksempel på dårlige arbejdsforhold samt den menneskeforårsagede klimakrise, vi står midt i, er der virkelig brug for, at vi er på vagt og tager stilling til vores forbrug – særligt når det kommer til tøj.

Derfor var det næsten også forventeligt, at der i forbindelse med det, der må siges at være årets mest hypede butiksåbning i København, Uniqlo på Strøget, også var protest og kritiske røster, der blandede sig med den festivitas, der markerede den nye afdeling af den japanske tøjkæde.

Foran butikken stod en række af demonstranter, der med to tøjfabriksmedarbejdere, Warni og Yayat, i spidsen, særligt ønskede at få Uniqlos CEO, Tadashi Yanai, gjort opmærksom på deres sag.

Tvisten om ‘Pay up Uniqlo’

De to indonesiske demonstranter kom som en del af kampagnen ‘Pay up Uniqlo’. En verdensomspændende indsats, der hævder, at Uniqlo skylder dem og 2000 andre fabriksarbejdere penge for tabt indkomst for deres arbejde hos en forhenværende Uniqlo-leverandør i Indonesien.

Fast Retailing Group, der står bag Uniqlo, stoppede samarbejdet med fabrikken, PT Jaba Garmindo, tilbage i 2014 efter to års leverandørsamarbejde. Året efter blev fabrikken erklæret først insolvent og siden konkurs, og deraf stod en række indonesiske arbejdere uden løn for deres arbejde. Det fortæller Aldo Liguori, Director of Global PR for Fast Retailing til Fashion Forum, der samtidig slår fast, at Fast Retailing Group afsluttede sit forhold til fabrikken i oktober 2014 og afregnede betalingen for alle ordrer, og dermed arbejdernes løn, frem til den dato.

Ifølge ham, valgte Fast Retailing Group ikke at forny kontrakten med PT Jaba Garmindo grundet manglende kvalitetssikring og forsinkelser på levering fra fabrikkens side.

Åbningen af forretningen i København var, ifølge Aldo Liguori, den tredje gang, de to demonstranter var på gaden foran en Uniqlo-butik som repræsentanter for deres 2000 kollegaer, der også mistede deres job, da PT Jaba Garmindo gik konkurs. Sagen har fået massiv opbakning fra blandt andet tiltaget Clean Clothes Campaign, der ligesom demonstranterne vil have Fast Retailing Group til at tage ansvar for de 5,5 millioner dollars, som de tidligere arbejdere mangler i tabt indtægt, da de mener, at konkursen skyldes, at den japanske tøjmastodont trak deres samarbejde.

Juridisk eller moralsk forpligtigelse?

Både på Clean Clothes Campaigns Instagram såvel som på Clare Press’, bæredygtighedsredaktør for australsk Vogues, der har delt opslaget med de to demonstranter, går debatten på, hvorvidt Uniqlo bærer skyld i, at arbejderne ikke har fået deres penge. Ifølge Fast Retailing Group selv, har de ingen juridisk forpligtelse i denne sag, hvilket for dem betyder, at de heller ikke har ansvaret for økonomisk kompensation af tidligere PT Jaba Garmindo-medarbejdere, og at de har handlet i god tro ved vedvarende at klage over fabrikken og have betalt alt, hvad de skyldte. Men har de alligevel en forpligtelse? Og hvis ikke en juridisk forpligtigelse, så en moralsk, da fabrikken gik konkurs som følge af de manglende ordrer fra Uniqlo? Det er den SoMe-slange af en debat, der følger i halen på posts, som dem fra Clare Press og Clean Clothes Campaign, der argumenterer med den fattigdom, som de tidligere PT Jaba Garmindo-medarbejdere er efterladt i. “…at nægte dem deres betaling er ensbetydende med tyveri,” skriver Clean Clothes Campaign på deres hjemmeside og bruger samtidig Uniqlo-direktøren Tadashi Yanais enorme formue, som endnu et argument for, hvorfor han skulle kompensere for deres løn. Og det er dét knivsæg, sagen balancerer på.

På Fast Retail Groups egen hjemmeside står der, at de har tilbudt at genansætte alle arbejdere, der måtte stå arbejdsløse, og forhandler med interessenter i hele branchen for at beskytte beklædningsindustriarbejdere imod lignende situationer, ligesom de har forpligtet sig til at sikre gode arbejdsforhold hos alle dets produktionspartnere. Man kan læse udførlige redegørelser for, hvordan de senest har arbejdet med deres kinesiske samarbejdspartnere om en enighed om rimelige arbejdstimer, ligesom man kan læse referater fra deres møder med fagforeninger og se lister over, hvilke fabrikker de arbejder med – noget, der bliver mere og mere almindeligt blandt større virksomheder. For transparens er nødvendig, hvis vi sammen skal rykke denne industri. Som virksomhed skal man åbne op omkring sine produktionsforhold, og som forbrugere skal vi spørge ind til dem. Også når det handler om juridiske versus moralske forpligtigelser, som i denne sag. En sag, der forhåbentlig snart ender for både virksomhed, såvel som for de arbejdere, som fabrikslukningen havde fatale konsekvenser for.