“Her i virksomheden lærer vi også noget af de spørgsmål, som Emilie stiller”

Googler man mentorforløb er det første, der popper op, noget med spilleregler og rammer. Forventningsafstemning og den slags. Det var der ikke meget af, da Birgitte Raben, designer og indehaver af Rabens Saloner, ret impulsivt tog det unge komettalent Emilie Helmstedt under sine verdslige vinger og ind i sit mode- og interiørhus på Vesterbro i København, hvor der findes svar på alt, hvad man måtte stå med af spørgsmål som ny designer. Der er ingen modkrav til ydelserne, og kernen er, at det for Birgitte Raben betyder ny energi og inspiration at have unge talenter omkring sig, og fordi hun har en grundholdning til, at man som den erfarne og etablerede skal hjælpe de nye frem. Og det er noget som burde flere kopiere.

Jeres uautoriserede mentorordning har stået på i et halvt års tid nu. Hvordan kom det op at stå?

Emilie Helmstedt: “Jeg mødte Birgitte til en reception hos mine svigerforældre (Gerda og Nikolai Monies, red.), da jeg lige havde holdt mit første show under Copenhagen Fashion Week i august 2018. Der var så mange ting, jeg skulle sætte mig ind i for første gang i forhold til salg og showroom og produktion. Jeg kunne godt se, at mit regnskab i forhold til min produktion og prisen på mine materialer ikke hang sammen. Hele det visuelle omkring Helmstedt spillede, og interessen var der, men mit back-office manglede simpelthen, fordi det hele var gået så stærkt.

Da jeg mødte Birgitte, stod jeg midt i de bekymringer, og vi fik meget hurtigt talt os ind på, hvad det drejede sig om. Birgitte sagde, at jeg skulle komme op på kontoret dagen efter klokken 8 og møde hende og hendes indkøber. Senere på aftenen ringede hun til mig og konfirmerede aftalen. Efter vores møde blev jeg sendt over til Birgittes team på indkøb og produktion og fik lagt alt mit rod på bordet. De hjalp mig med at lave priskalkuler og satte mig ind i så mange ting. Marianne Raben, CEO i Rabens Saloner, hjalp mig med hele det strategiske omkring opstart samt det at drive en virksomhed. Og siden er jeg kommet herude hver uge. Pludselig havde jeg et sted, hvor jeg kunne tale med folk, der havde så meget erfaring inden for alt det, jeg tumler med. Birgitte er så afslappet omkring tingene og holder ikke noget tilbage for mig. Jeg må bruge hendes skrivebord, når hun ikke er der. Hele vejen igennem har hun opfordret mig til at spørge folk i firmaet til råds, men alene det at være på kontoret, har lært mig så meget, som jeg ikke ville kunne lære på en skole eller for mig selv. Nogle gange sidder jeg bare og lytter til alt, hvad der bliver talt om henover skrivebordene – for det er guld værd i forhold til min viden om det at drive et designbrand.”

Birgitte, havde du på forhånd tænkt, hvordan dette her skulle folde sig ud?

Birgitte Raben: “Nej, jeg er nok af den grundoverbevisning, at vi gamle skal hjælpe de unge frem. Det er simpelthen vores pligt. Vi har alle prøvet at være de nye og haft brug for en ledetråd i forhold til, hvilken vej vi skal gå. Så det at kunne få et kvalificeret råd eller en forklaring, som man rent faktisk kan forstå, det betyder bare så super meget. Hvor skal man lave stoffet, hvem skal sy ens ting op, hvad med fortoldning, og hvornår skal man have tingene hjem? Alle de ting, der for en som mig i dag bare sidder på rygraden, det ved man jo ikke som ny. Du bliver også nødt til at have nogle varer som bare omsætter, når du har lønninger, forsikringer og kontor, der skal betales. Når man får en sådan succes som Emilie, så er det vigtigt, at man lærer at beregne en pris, så man har sin kost dækket og ved, hvor man skal producere, i forhold til hvem der er dygtige til hvad, og hvor det kan betale sig.”

Emilie: “Det er noget af det, der har været så lærerigt og inspirerende for mig ved at være her. At omfavne verden som ens arbejdsplads og opleve den åbenhed for videndeling, som der er her. Så mange steder i denne her branche kan man ikke kommentere på en lynlås, uden at folk tror, man vil stjæle deres fabrikker.”

Birgitte: “Jeg har brugt mange kroner på at få de rigtige leverandører og på alle de fejltagelser, jeg har begået. Men nu har jeg så mange møller, der drejer, at vi har lidt mere spændvidde i forhold til, når man er helt ny. Men man skal heller ikke tage fejl af, at det er rigtig spændende for os med de store møller at blive mindet om, at verden er åben. Vi godt kan blive lidt låste i vores måder at gøre tingene på, men jeg bliver smittet af Emilies gnist og gå-på-mod. Af samme årsag har vi altid har en stylist med, når vi sidder i vores designteam – for at åbne op for ideer og kunne lege mere med tingene. Det som man gør, når man er helt ung og nystartet.

Jeg kan huske dengang, jeg havde et lillebitte lager og sad derhjemme og arbejdede, havde jeg besøg af en stor tøjmand, som tog mig på armen og sagde “husk det her øjeblik i dit liv, for det er nu, det er sjovest.” Jeg elsker mit liv og mit arbejde nu, virkelig, men han har jo ret. Det var meget mere en leg i gamle dage. Der er så meget på spidsen i forhold til om man kan overleve med sin ide og forretning, men det er også det, der gør det interessant.”

Men det er også her, at man har allermest ondt i maven som nystartet designer, ikke?

Birgitte: “Jo, men tro mig, det går aldrig væk.”

Emilie: “Jo , helt sindsygt. At jeg vandt Magasin du Nord Fashion Prize i oktober har selvfølgelig gjort det lidt lettere og bestemt givet mig et skub, men når man som mig er så opslugt af det kreative, så kan alt det praktiske, man skal have styr på, godt virke lidt uoverskueligt. Ved at få muligheden for at være her kan jeg snuse til alt det, der gør at så stor en virksomhed kan hænge sammen. Det anskueliggør for mig, hvor jeg på sigt skal bevæge mig hen for at vokse, og hvad jeg skal have styr på.”

Havde det været sværere for dig, Birgitte, hvis Emilies univers havde ligget mere op ad dit?

Birgitte: “Jeg har altid troet på, at ens DNA som designer er så stærkt, at man ikke skal være bange for komme til at ligne de andre. Den tro håber jeg kan være med til at give Emilie en ballast til at turde tro på sig selv og sit brand. Og det er et stort skridt på vejen. Der hvor det oftest går galt for brands er, når de vil for meget og skæver for meget til andre.”

Emilie: “Hos Birgitte er alt i firmaet bundet sammen af samme identitet. Det er super inspirerende for mig, fordi jeg også selv skaber universer. Også selvom mit er helt anderledes. Jeg har lige været på Bali i Birgittes hus og besøgt hendes fabrikker og mødt de folk, der arbejder for hende, der alle er så glade for hende.”

Birgitte: “Det er jo det, du skal bygge for dig selv. Jeg kigger hverken op eller ned, når jeg arbejder. Det betyder meget for mig at se alle lige i øjnene, og det er vigtigt for mig at give videre. Ingen kommer frem af at stå og hakke på hinanden. Når jeg introducerer Emilie for nogle af vores samarbejdspartnere, er det ekstremt vigtigt for mig, at jeg ved, at det er folk, der ikke bare vil tromle hende ned. Man er kun den lille, indtil man bliver den store. Der er heldigvis mange leverandører, der godt kan se fordelen og det lærerige i at arbejde med unge, men der er også folk, der ikke kan. Det har en stor betydning, at Emilie også selv er så superstruktureret i sin måde at søge informationer på og systematisk gennemgår, hvem hun har brug for at tale med i virksomheden. Hun kommer ikke bare og ligner et stort spørgsmålstegn.”

Emilie: “Herude ser jeg også, hvordan man bare tager telefonen og løser situationerne hurtigt. Det er megainspirerende, for det er jo min drøm at kunne drive en virksomhed på samme måde. Jeg går altid hjem og har lært så meget, langt mere end jeg ville kunne i en skoletime. Det er en optimal model, der virkelig faldt på et tørt sted, hvor jeg havde ekstremt mange løse ender i forhold til mit show her, præsentation i Paris, pressehåndtering og så videre. Jeg har jo kun mig selv at spørge om, hvordan jeg skriver til folk eller udsteder en faktura.”

Birgitte: “Jeg har også understreget, at du skal have en agent. Jeg er selv gammel indkøber og kan vitterligt sælge sand i Sahara, men det eneste jeg ikke kan sælge, er mine egne ting. En agent er også med til at frigøre overskud, når man har så mange kollektioner i hovedet, som man har som designer. I begyndelsen og lang tid frem kan man løbe med tusind kilometer i timen, men en dag bliver man træt. Det er et vigtigt aspekt at give med til Emilie, at det at drive en modevirksomhed ikke bare er at sidde og tegne og være kreativ, men også at få tingene solgt – og få den rette hjælp til det.”

Har du nogensinde tænkt, at du skulle have noget ud af det? En form for ‘return of investment’ for dit engagement i Emilie?

Birgitte: “Er det skønneste ikke bare at se folk vokse? Bottom line er, at vi alle sammen skal hjælpe hinanden, men jeg kan ikke understrege nok, at vi her i virksomheden også lærer noget af de spørgsmål, som Emilie stiller. ”