Copenhagen Revisited

Copenhagen Fashion Week A/W ’10 viste et klart billede af dansk modes tre hovedlejre: 1) den gamle garde, dem fra Kronprinsensgade, udbryderne derfra og dem der tegnede 1990erne, dem der godt kan lide falmede farver og urban boho. 2) den nye garde, de drengerøvsagtige, farve- og printglade, dem der ser på moden ud fra en ”det er bare mode”-optik og måske hellere ville have været kunstnere. 3) de spritnye, dem der godt kan lide sort, minimalistisk, japansk og belgisk, dem der tager moden seriøst med et gran af Weltsmertz. De har hver deres præmisser og målgrupper – og indfrier dermed også forskellige forventninger. Det ville for eksempel være omsonst at vurdere Munthe plus Simonsen og Rützou ud fra præmissen om fashion forwardness, og omvendt hvis man forventer praktisk hverdagstøj af Barbara í Gongini og Vilsbøl de Arce bliver man svært skuffet.

Moden handler om fornyelse og tradition – og helst i lige dele. Man skal være konstant ny samtidig med, at man er genkendelig. Men lejrene i dansk mode forholder sig grundforskelligt til det. Hvor den gamle garde ikke har svært ved at leve op til det med brandsignaturen, kan det halte med forandringen. Det skyldes, at de er placeret et i midtersegment, midt imellem high fashion og high street. Her er tøjet til at købe for penge samtidig med, at det har en designsignatur. Og her er omdrejningspunktet forbrugerne og ikke designinnovation – eller forandring for forandringens skyld. Men risikoen for kreativ indavl er stor, hvis man kun orienterer sig imod det sikre eller låner for meget af andre. For er forandringen for lille til, at man kan se den, tager den ikke moden længere end, hvad der kan passes ind i sidste sæsons hitparade af haremsbukser, silkekjoler, jakker med Balmain-skuldre og evindelige leggings, som nogle designere og stylister aldrig bliver trætte af. Og hvis moden skal være interessant og være mere end underholdningsværdien af et gennem-produceret show med skuespillerinder på forreste række og optræden af stjernemusikere på et spektakulært sted, skal den udfordre os.

En ny gruppe designere har heldigvis taget favntag med antimodens udfordring. Barbara í Gongini er en af dem, der udfordrer os – fordi vi ikke forstår hendes univers, og fordi vi ikke kan se os selv i en stormasket plastikstrikkjole til hverdag. Moonspoon Saloon, som var savnet på kalenderen, udfordrer os, fordi vi ikke forstår klædeligheden i deres gakkede og klovnede performancemode. Men selvom man ikke deler deres smag, er det nødvendigt med udbryderne, dem der tør tænke udenfor boksen. Det er dem, der får moden til at forandre sig og gøre os klogere på den.

[[addon]]Designers Remix Collection havde rammet sit show elegant ind på Axelborg med en  Twillight-inspireret produktion, mens Ole Yde leverede festkreationer på første sal af Georg Jensen. Fælles bekræfter de vigtigheden i at afholde et spektakulært show. For modeshowet er det sprog, man taler, hvis man vil tages alvorligt i branchen – også selvom online billeder af showet og kopierne af tøjet har mættet ens appetit på the real thing, når tøjet kommer i butikkerne et halvt år efter. Så hvis man vil skabe den nødvendige hype, er det vigtigt at deltage på CFW. Men vinterens modeuge bød på færre shows end sommerens. Hvor var Baum und Pferdgarten, Bitte Kai Rand, Ivan Grundahl, Day Birger et Mikkelsen og Mads Nørgaard? Er det udover krisen også en slags fatigue der har meldt sig – at man ikke orker at stille op til cirkuset?

På andendagen af modeugen gik pusten af ballonen med nyheden om Alexander McQueens tragiske død. Det overskyggede den danske uskik med seating af reality celebrities og venner af designeren på forreste række. I forhold til tabet af vor tids største britiske designer betød det ikke så meget, at en international anerkendt journalist måtte forlade et show, fordi han ikke havde siddeplads. Og det betød heller ikke så meget, at en svejtsisk blogger med et stort ego optog første række i stedet for. McQueen forstod bedre end nogen anden, at må man mestre håndværket først og så bruge det til at konstant udfordre traditionen.

Ambitionerne for CFW er skyhøje. Fra alles side. Så lad os sammen blive endnu bedre til at starte til tiden, skrive sagligt og skabe spændende mode. På den måde kan København måske blive den femte vigtigste modeby.