Seneste nyt fra modebranchen
Artikler
Podcasts
Jobs

Kan den kreative proces sættes på formel 2

Ender designskoleuddannelserne som et kludetæppe af kundskaber eller med fornyet og styrket faglighed?
Ender designskoleuddannelserne som et kludetæppe af kundskaber eller med fornyet og styrket faglighed?

Kravene til modeuddannelserne er, med den udvikling der har været i modebranchen gennem de sidste 10-20 år, blevet flere og flere, hvilket TEKO-rapporten belyser ganske glimrende. Gennem 32 kvalitative interviews med folk fra den danske modebranche danner der sig et billede af, hvilke krav der stilles til de færdiguddannede designere, og TEKO giver gode bud på, hvordan man kan møde udfordringerne. Det der er tankevækkende er, hvor mange forskellige kompetencer de designuddannede forventes at kunne mestre, og hvor mange af dem der handler om alt det “udenom” selve det at kunne designe, såsom kommunikation, kreativ ledelse, viden om strategi, it-kundskaber, begrebsforståelse m.m. Samlende er dog det, at “..der skal findes en model, som ikke slukker lyset i designeren”(s.3). Og her har TEKO fat i noget, som er meget meget vigtigt, og som også har været målsætningen på Designskolen Kolding, hvor jeg selv arbejder.

Som Nikolina Olsen-Rule beskriver det i sin artikel, er der sket et paradigme-skift fra traditionel produktion mod kommunikation og iscenesættelse, hvilket har ledt til en udbredt opfattelse af, at mode i dag har en mere immateriel end materiel karaktér. Det har haft den konsekvens at modeuddannelserne, ikke blot i Danmark men også i store dele af den vestlige verden, har udvidet læseplanerne med teknisk opdatering, samt økonomisk og akademisk teori. Dette er først og fremmest sket i takt med outsourcingen af produktion til ikke-vestlige lande, hvilket angiveligt efterlader os med idé-udvikling og teknisk formidling til fabrikker i mindre udviklede lande. Designskolerne skal følgeligt både være designskoler, universiteter og handelsskoler på én gang. Dette afspejles ved at læseplanerne har fået vokseværk, således at der på mange uddannelser bliver stadigt mindre tid til at lære det, de studerende egentligt kom for, nemlig at lære at designe tøj.

Dette er et stort problem som giver konkrete udslag i modebranchen, også i Danmark, hvor vi i en årrække har foregøglet os selv at vi kunne blive verdens 5. Modeklynge. Denne opfattelse blev der sat skår i efter sidste modeuge, hvor man i New York Times beskrev størstedelen af vores shows, med ganske få undtagelser, som “a sea of commercial shows where the nylon-polyester blends practically screamed “keep away from flame” (T Magazine, 15.2.2010). Denne lidet flatterende anmeldelse, som måske ikke er 100% retfærdig, belyser nøjagtigt den problematik, som TEKO-rapporten også peger på, nemlig at know-how omkring materialer og forarbejdning forsvinder fra den danske modeindustri i takt med at ældre medarbejdere går på pension.

Før vi begyndte at out-source, hvilket helt sikkert var et nødvendigt skridt at tage, var Danmark et produktionsland. Det er klart at vi ikke kan vende tilbage til den tid, men hvis vi smider al den viden ud de kommende år, så er dansk mode i fare for at blive en gang brandet pif-paf-puf med lynlåse der hænger og dingler hvor de ikke skal, tøj som kun kan sidde godt på en str. 34, og et fattigt materiale-vokabularium. Hvilket altså rent faktisk også ses til de danske modeuger. Derfor er det så vigtigt at holde fast i, at modeuddannelsen først og fremmest uddanner designere, som så bare i dag skal have nogle andre redskaber ved hånden end de havde før i tiden.

Konsekvensen af en sådan tankegang er at man begynder at tænke andre discipliner som akademisk eller økonomisk teori ind i research-fasen før en kollektion, at man i stedet for at gøre designere til generalister som kan lidt af hvert i stedet styrker den faglighed de har i forvejen og udvider paletten, så at sige. Dette gør det at læse sociologisk teori om modesystemet, eller markedsundersøgelser, eller analyser af produktionskæder, til en øjenåbner og et bidrag til en kreativ proces, frem for at være irriterende kampesten på vejen, fordi man jo egentlig havde valgt at blive designer og netop ikke akademiker eller entreprenør. Derved åbnes døren også til nytænkning, for ved at finde den rette formel til at kombinere business, viden og kreativitet med en solid platform i egen faglighed kan der tænkes nyt indefra faget selv.

Her kommer vi frem til spørgsmålet om innovation versus kreativitet, for de to ting er absolut ikke det samme. Designere er uden tvivl meget kreative mennesker, og det skal de være for at fortolke trends og tendenser i kollektioner, som meget gerne skulle kunne sælges. Men i grunden er modebranchen en meget konservativ branche, sat i et stramt system af trendbureauer, pr-bureauer og modepresse der altsammen gør, at der bliver meget lidt tid til egentlig innovation. I alt for mange modevirksomheder bliver horisonten lige præcis så høj som hen til næste afsending af ordrer til Kina, og det er synd. Tør man åbne op for et opdateret og udvidet syn på hvad modedesign er, endsige tænke langsigtet, så er rammen for innovation skabt. På uddannelsesplan er den vigtigste forudsætning for at skabe rammer for innovation at skabe langtidsholdbare samarbejder og vidensdeling mellem de forskellige institutioner og modeindustrien, så man taler fra hver sin faglighed, men finder gode fælles platforme at få nye tanker fra hinanden i. Derfor er det så vigtigt, at man ikke fjerner vævene, strikmaskinerne eller silketryksrammerne fra designskolerne i et forhippet forsøg på at følge med tiden, for så er der nemlig ikke noget tilbage at tale fra, og dermed ikke noget at innovere i.