Seneste nyt fra modebranchen
Artikler
Podcasts
Jobs

Musikmagasin satser på moden

Soundvenue søger nu en moderedaktør, der fast skal dække fashion fremadrettet.
Soundvenue søger nu en moderedaktør, der fast skal dække fashion fremadrettet.

Musikmagasinet Soundvenues halvårlige fashion issue har længe været fast pensum for modemennesker. Og nu bliver der snart endnu mere at glæde sig til, for Soundvenue søger en moderedaktør til at dække området fremadrettet.

”Jeg håber, at vi i endnu højere grad kan få fokus på de spændende historier, der ligger i krydsfeltet mellem musikken og moden. Vi vil gerne være fremme i skoene omkring de nyeste tendenser og håber desuden, at vedkommende kan højne standarderne endnu mere i fotoshoots og hjælpe med at udvide sortimentet i vores webshop,” siger Soundvenue-chefredaktør Nicolai Torp.

Musikken og moden går nemlig hånd i hånd, mener han – strømningerne glider frem og tilbage.

”Der er selvfølgelig en del af musikbranchen, der afskyr moden og ikke vil have noget med styling etc. at gøre. Men en anden del af branchen synes, de to størrelser, musikken og moden, er uadskillelige og er ekstremt imagebevidst. Det visuelle udtryk er jo en stor del af det samlede udtryk,” siger chefredaktøren, der forventer, at modesiden af Soundvenue vil blive udbygget i fremtiden – både i bladet og webshoppen.

Se Soundvenues jobopslag her.