article_Retail skal tages alvorligt
Når magasinet Detail on Retail lanceres på torsdag, lyder opfordringen fra en initiativtager: tag detail alvorligt!Retail bliver en af efterårets helt centrale overskrifter, både her på sitet og ude i den virkelige verden. Allerede denne uge stilles der skarpt på detailhandlen, når det splinternye magasin Detail on Retail lanceres torsdag. Peter Bur, der er direktør i Bur Retail Intelligence, står bag det engelsksprogede magasin, som i fremtiden udkommer en gang i kvartalet, og han er spændt på modtagelsen.
”Vores vision med bladet er at få folk til at tage retail alvorligt og tænke det på en anden måde. Det kunne være spændende at lave et univers, der passer til de kunder, der kommer forbi,” forklarer direktøren. Detail on Retail lanceres torsdag den 9. september i Normann Copenhagen på Østerbro.
Retail, eller på dansk – og fransk – detail, henviser til den absolut sidste vogn i produktionstoget, nemlig købssituationen, inden et givent produkt havner hos slutbrugeren. Når man snakker retail, taler man altså ofte om fx butiksindretning, men Peter Bur har faktisk opstillet intet mindre end seks hovedområder, man skal holde øje med i retailleddet.
”Man skal have fokus på sit brand, sin distribution, produktet, driften, designet (ikke produktets, men butikkens: hylder, labels, bøjler, udstillinger, etc.) og så menneskene – kunderne, der skal have en god oplevelse i butikken, så de anbefaler den til andre og selv vender tilbage,” forklarer detaileksperten.
Fancy a SNOG?
I kraft af sit lidt smalle emne, er et udgivelsen at betragte som et nichemagasin, det medgiver Peter Bur, og han tilføjer:
”Målet er, at bladet skal fungere som inspiration for retailere og foreslå dem nogle tiltag, de kan udføre i deres egen butik, og som ikke er alt for omkostningstunge. Hvis økonomien ikke lige er til at prioriterer omlægninger i retailleddet lige nu, kan bladet måske lægge fundamentet for de ændringer, man foretager sig på et senere tidspunkt,” siger han.
Detail on Retail launches i Normann Copenhagen, Østerbrogade 70, torsdag den 9. september klokken 16, hvor man kan kigge forbi og få første udgave af magasinet ganske gratis (et årsabonnement, altså fire numre, koster 95 euro). Ved samme lejlighed kan man opleve et miniseminar ved folkene bag engelske SNOG, der under sloganet "Fancy a Snog?" (Frit oversat: "Har du lyst til et tungekys?", red.), har skabt deres eget frozen yoghurt-butikskoncept og regnes for pionerer inden for kreativ retailing. SNOG har indtil videre fem frozen yoghurt-shops i London og én i Dubai.
Tilmeld dig launch og seminar på kk@danishfashioninstitute.dk – og se invitationen her.
Foto fra SNOG Covent Garden, London