Article_Soundvenue har fundet sin moderedaktør
Sidsel Alling, tidligere assisterende moderedaktør på COVER, er musikmagasinets nye moderedaktørMed en fortid som assisterende moderedaktør på magasinet COVER er det Sidsel Alling, der er udpeget som den første moderedaktør på det danske musikmagasin Soundvenue.
”Jeg søgte jobbet, fordi jeg gerne vil sætte mit eget præg på magasinet. Soundvenues univers passer i forvejen godt til min egen stil, og så er det interessant og udfordrende at være med til at starte noget nyt,” siger Sidsel Alling og fortsætter:
"Soundvenue har en unik mulighed for at forbinde musik og mode, og med vores nye skærpede modeprofil bliver Soundvenue det eneste store danske magasin i modekategorien, der henvender sig lige meget til piger og drenge. Jeg glæder mig rigtig meget til at komme i gang. Til at tænke ud af boksen, hvad mode angår. Hos Soundvenue skal vi ikke bare genskabe tendenser direkte fra catwalken; vi bliver nødt til at finde en musikalsk og kunstnerisk vinkel på moden i stedet.”
Ud over at være moderedaktør på Soundvenue driver Sidsel Alling også bloggen Fashionpolish. Det første nummer af Soundvenue med Sidsel Alling som moderedaktør udkommer til januar. Det bliver det næste i rækken af Soundvenues Fashion Issues og bliver dermed en naturlig lancering af magasinets nye skærpede modefokus.
LÆS OGSÅ:
Musikmagasin satser på moden