Seneste
Artikler
Podcasts
Jobs
Indland

article_Varemærkesag sætter stopper for norsk Topshop

Topshop skulle have åbnet flagskib i Oslo til foråret, men det har en lille norsk købmand indtil videre standset.
Topshop skulle have åbnet flagskib i Oslo til foråret, men det har en lille norsk købmand indtil videre standset.

Det norske eventyr for engelske Topshop kan vise sig afsluttet, inden det overhovedet begyndte. Highstreetkæden havde nemlig planer om at gøre deres indtog i Oslo i foråret 2011, men indtil videre har en norsk købmand sat de planer på standby.

Den bergensiske købmand Baljinder Singh Pandher har nemlig allerede rettighederne til varemærkenavnet "Topshop" i Norge og sælger tøj under mærket i butikker i både Bergen, Drammen og i den norske hovedstad Oslo. Ifølge den norske avis Dagens Næringsliv har Topshop nu givet op – dette vil Varner-gruppen, der har rettighederne til franchiset i Norge, dog hverken be- eller afkræfte.

Baljinder Singh Pandher har leveret et økonomisk krav til den britiske modegigant – et krav, der ifølge DN.no beløber sig til flere millioner kroner.

”Vi er ikke nået til enighed om beløbet, men jeg gi’r mig ikke, jeg kører mit løb. Vi har ikke afsluttet forhandlingerne, men bolden ligger på Topshops banehalvdel,” siger den norske tøjmand.

Imidlertid fandt købmanden for nylig ud af, at britiske Topshop gennem længere tid har solgt deres varer via en netbutik, hvilket har provokeret ham.

”Jeg har indleveret en politianmeldelse til politiet i Bergen. Som jeg ser det, er det ikke rigtigt, at Topshop skal sælge varer i deres navn her til landet, når jeg har navnerettighederne,” siger Pandher.

Forhandlingerne har pågået i mere end et år, og i lokalerne på butiksgaden Karl Johan i Oslo, hvor britiske Topshop havde kalkuleret med at åbne flagskib til foråret, åbner nu i stedet en Bik Bok.

Topshop har en omsætning på ca. 19 mia. kr. internationalt om året.