article_Deadline for tilmelding af events til Copenhagen Fashion Festival
Skynd dig - Om få uger er der deadline for tilmelding af events til Copenhagen Fashion Festival februar 2011.Februar er kold, ond og sjappet, og det kan der ikke laves om på – men Anne Mai Bjerregaard, der er project cordinator for Copenhagen Fashion Festival, gør alligevel forsøget. Til foråret planter hun, Copenhagen Fashion Week-teamet og samarbejdspartnerne nemlig igen foden solidt lige midt på grænsen mellem moden og masserne og giver også helt almindelige danskere mulighed for at smage på den ikke-tilgængelige københavnske modeuge. Alle events listes i onlinekalenderen på websitet og udvalgte events bliver highlightet i et trykt program, der distribueres i 35.000 eksemplarer
”Festivalen er vigtig, fordi den involverer forbrugerne og alle de modeinteresserede, der er afskåret fra store dele af den meget ’brancheprofessionelle’ Copenhagen Fashion Week,” siger Anne Mai Bjerregaard.
Både butikker, museer, hoteller og festarrangører har hidtil stablet arrangementer på benene i forbindelse med Copenhagen Fashion Festival, der har budt på modeudstillinger, foredrag, konkurrencer og meget mere. I august var der flere end 170 events i kalenderen, og det er endnu ikke for sent at tilmelde sit event til februar, siger projektkoordinatoren:
”Der er stadig et par uger til deadline for tilmelding af events, og alle er mere end velkomne til at melde sig på banen,” siger hun og tilføjer, at Copenhagen Fashion Festival gerne bidrager til konceptudvikling, hvis man har en ide, men mangler lidt vejledning.
”Som udgangspunkt er intet hverken for stort eller for småt. Det behøver bestemt ikke at koste en formue, kunderne skal bare have en anderledes oplevelse, end de plejer,” siger hun.
Afterski og Fashion Night Out
Om fredagen under modeugen afholdes der hver sæson "Fashion Night Out", hvor de fleste københavnske butikker holder åbent for hungrende shoppere frem til 21.00. Og helt personligt glæder Anne Mai Bjerregaard sig især til den gadefest, der afholdes i Kronprinsensgade i forbindelse med Fashion Night Out den 4. februar.
”I sommer stod den på kolde øl, kunstigt græs og minifodboldbane i Kronprinsensgade. Til februar er temaet ’Fashionable Afterski’, hvor gaden bliver dækket af telte, og der vil være varmelamper, musik og øl. Det bliver virkelig hyggeligt,” siger Anne Mai Bjerregaard, som afslutningsvis fremhæver det ligeledes tilbagevendende event "The Green Walk".
”I led med lanceringen af København som bæredygtig by har vi skabt en rute mellem de butikker i København, der forhandler bæredygtige produkter. Alt fra modebutikker til luksusbagere, restauranter, frisører og grønne områder som Kongens have, er at finde på ruten. Hele ruten vil være at finde på vores website i løbet af januar 2011.
Copenhagen Fashion Festival afholdes denne gang fra den 2.-6. februar 2011, og Anne Mai Bjerregaard opfordrer alle interesserede til at tilmelde deres events hurtigst muligt.
Deadline for tilmelding er den 10. december. Send en mail til Anne Mai Bjerregaard