Article_Nyt Google-værktøj stiller strenge krav til online modebutikker
Med Boutiques.com udfordrer Google de kedelige webshops - i første omgang dog kun i USA.Er din stil mere Reese Witherspoon end Anna Wintour? Mere Freja Beha end Eva Mendes? Mens du klikker dig gennem godt 30 fotos af kendiskjoler og catwalk-looks, beder Boutiques.com dig om at tage stilling til, hvem du synes har det pæneste tøj. Efterfølgende definerer du, om du er mere til lårkort end gulvlang, om asymmetri er hot eller ej, om du holder mere af panterpletter og pink end af batik og beige. Og så genererer sitet ellers dit helt eget private butiksvindue ud fra dine indtastede præferencer.
Boutiques.com er sidste nye skud på en efterhånden omfangsrig Google-stamme og eksisterer indtil videre kun i en amerikansk beta-version – men konceptet har et enormt potentiale, mener Jackie Frandsen, Head of Search hos iProspect, der arbejder med webløsninger og søgeordsoptimering.
”Det (Boutiques.com, red.) vil stille langt højere krav til, hvordan man bygger sin egen virksomheds webshop op. Google lever jo af at lede brugere videre. De ejer ikke jo selv det tøj, der vises i Boutiques.com,” forklarer Jackie Frandsen til FashionForum.dk. Søgemaskinen fungerer nemlig således, at den gennem en sindrig algoritme sorterer fotomateriale fra hundredvis af accessories- og modetøjswebbutikker, hvorefter den præsenterer dig for et søgeresultat med billeder af, fx sorte langærmede og lårkorte kjoler fra en række forskellige netbutikker.
For Jackie Frandsen er søgeværktøjet således også en velkommen spand kold vand i hovedet på mange webbutikker.
”Lige nu er der alt for mange dårlige sider på nettet, og det gælder også tøjbutikker. Der er ikke tænkt på brugeren. Dette vil sætte fokus på shopping på nettet, hvilket betyder at endnu mere tøjsalg flytter online og det, der allerede er der, skal præsenteres bedre – der skal bygges mere på, så det er lækre billeder af cardiganen, der vises på Google Boutiques.”
Umiddelbart kunne sitet da også ligne webshoppen, der vil få alle andre webshops til at blegne – på baggrund af en detaljeret søgeordsraffinering og en inddeling, der ikke stopper ved rød, grøn, blå, men tæller 500 forskellige ord for farvenuancer (du kan ikke bare søge på ”pastelblå” men også på ”robin’s egg blue”), formår Boutiques.com at gøre dét, som et fåtal andre netbutikker kan – nemlig forfine søgningen så grundigt som muligt efter dine kriterier.
”Jeg tror ikke, det er ’the webshop to end all webshops’, men det er et boost til hele internethandlen,” slutter webeksperten, inden han atter understreger vigtigheden af at have fokus på, hvem man gerne vil tiltrække til sin webbutik:
”Du bliver fremover som butiksdrivende online nødt til at optimere dit site mest muligt, så det dukker op i Boutiques’ søgning.”