Anmeldelse: Terminal 2-trendshow AW11
Det sene modeshow på et banelegeme ved Kalvebod Brygge var mere show end mode.Der er snart ikke mere at sige om trendshows, vel? Hvor et modeshow typisk er kendetegnet ved, at det viser designerens samlede vision for den kommende sæson, vil et trendshow i sagens natur stritte i alle retninger, simpelthen fordi der er ligeså mange mærker repræsenteret, som der er modeller på catwalken.
Derfor handler messernes trendshows typisk meget om styling, omgivelser og gimmicks. Således også trendshowet for Terminal 2, det nyeste skud på messestammen og CPH vision-messens streetwise lillesøster.
Messen – og showet – afholdes i en rå bygning på et nedlagt DSB-banelegeme i nærheden af shoppingcentret Fisketorvet. Og det er måske meget nærliggende. I hvert fald bar en ikke uvæsentlig del af tøjet præg af at kunne købes netop i et indkøbscenter til efteråret. Her var skatertøj, jeans, termojakker, denim og dynejakker.
Som et – egentlig både cool og passende – indslag, var modellerne dekoreret med tattoo-lignende tegninger op ad halsen – en havde et firben, en anden et buskads, hvis rodnet forgrenede sig med sorte streger hele vejen op over modellens hage. Alle havde de olieplettede kinder og bar på rekvisitter skåret over læsten workwear: gigantiske svensknøgler og dets lige.
Halvvejs gennem showet, der blev holdt på råt betongulv i en værkstedshal, kørte en ramponeret bil ned ad catwalken, skarpt forfulgt af fire yppige og letpåklædte såkaldte ’dream models’, der bevæbnet med skuresvampe, spande og rigelige mængder sæbeskum vaskede bilen – og egne bluser, mens numserne vrikkede som på MTV.
Det var svært at holde fokus på tøjet. Og der var heller ikke meget af det – vi taler frotté-minishorts og bikinitoppe. I princippet kunne de sende hvad som helst ned ad catwalken – og gjorde det også – publikums øjne var skarpt rettet mod bilvaskeriet.
Summa summarum: Terminal 2 er og bliver – som de resterende trendshows – mest af alt et …show. Måske burde man overveje, om netop trendshowene skulle finde plads uden for den officielle kalender næste sæson?
[[addon]]