Bon' A Parte har overskud igen - men er ikke tilfredse
Den store danske virksomhed Bon' A Parte har endnu engang overskud - men ejerne er langt fra tilfredse.Det danske tøjmærke Bon’ A Parte der sælger herre-, dametøj og lingeri via postordre og internet til store dele af Europa, har svært ved at gøre ejerne tilfredse. Det skriver erhversbladet.dk.
Et underskud i 2008/2009 på 31 millioner kr., blev i regnskabsåret 2009/2010 vendt til et overskud på 15 millioner kr., ligesom omsætningen steg til 515 millioner kr. – en stigning på 30 millioner. Men det er i følge bestyrelsen ”mindre tilfredsstillende”, fordi resultatet ikke lever op til ledelsens forventninger.
Tøjproducenten blev overtaget af det amerikanske Carlyle Group i december sidste år, og siden hen er der sket forandringer. Således er en række medarbejdere blevet fyret, ligesom en outlet-butik i Ærøskøbing er lukket.
Bon’ A Parte er beliggende i Ikast og designer selv kollektionerne, men blev i december sidste år overtaget af den amerikanske kapitalfond Carlyle Group. Overtagelsen var en del af en større overtagelse fra Carlyle Groups’ side, der indebar seks selskaber, der udgjorde postordredelen i den konkursramte tyske Arcandor-virksomhed.
Bon’ A Parte blev grundlagt i 1987 af Lise og Steen Sønderborg.
Kilde: Erhvervsbladet.dk.