Next: Lavere priser skal lokke nysgerrige til
De to Next-butikker i Danmark har sænket priserne med 25 pct. for at skabe genkendelse og interesse.Den britiske highstreet-kæde Next, der også har to butikker i Danmark, har valgt at sænke priserne på det britiske marked med 7 pct., en strategi der kom bag på en række af virksomhedens konkurrenter, der har hævet priserne oven på krisen.
Herhjemme sænkede kædens to danske butikker dog allerede for tre måneder siden – og det med hele 25 pct. Det er dog ikke samme strategi som i Storbritannien, som ligger til grund for de danske prisnedsættelser. Det fortæller supervisor i Next Danmark Sally Al-Haddid.
”Vi flyttede for nyligt fra Fields (shoppingcenter i Ørestad, red.) til Strøget, og hvor alle i England kender Next, er folk stadig lidt bange for at komme indenfor i butikken i Danmark, de ved endnu ikke hvem vi er,” siger hun.
Derfor valgte man ved årsskiftet at sænke priserne og ad den vej lokke flere kunder til.
”Det har endnu ikke haft den helt store effekt, vi er stadig for nye,” slutter hun.