Regeringen trodser oprørte e-butikker
Dansk regering blåstempler vidtgående forbrugerrettighedsdirektiv fra EU, skriver business.dkDansk regering blåstempler vidtgående forbrugerrettighedsdirektiv fra EU. Nu kommer der mere svindel, mener Dansk Erhverv, skriver business.dk
Danske e-butikker må æde deres protester og rette ind efter ny EU-lovgivning.
Det står klart, efter den danske regering i går nikkede ja til et nyt forbrugerrettighedsdirektiv, som vil medføre store ændringer for samtlige europæiske e-butikker.
Det nye forbrugerrettighedsdirektiv er blevet kaldt en "bombe under dansk e-handel", der vil føre til stigende svindel ifølge Dansk Erhverv.
Protester overhøres
Men protesterne har tilsyneladende ikke gjort indtryk på den danske regering. For på et lukket møde i går i Bruxelles tilsluttede den danske EU-ambassadør sig det omstridte direktiv.
Kun Spanien og Østrig gav udtryk for problemer med at tilslutte sig ifølge Berlingske Business’ oplysninger, og dermed er løbet efter al sandsynlighed nu kørt for de danske e-butikker.
Alligevel vil Dansk Erhverv forsøge at få den danske regering til at kæmpe imod forslaget. Det er dog stærkt tvivlsomt, om Folketinget vil pålægge den danske regering at skifte holdning i debatten og nu modarbejde det harmoniseringsforslag, som har bred opbakning, og som blot kræver kvalificeret flertal i Ministerrådet. Hidtil har Dansk Erhverv ikke kunnet finde politisk flertal hverken i København eller i Bruxelles for sit synspunkt i sagen.
Strid om fortrydelsesret
Både Foreningen for Distance- og Internethandel (FDIH) og Dansk Erhverv er stærkt imod dele af direktivet. En særlig bestemmelse om vilkår ved fortrydelsesret har fået organisationerne op i det røde felt.
Ifølge direktivforslaget kan en forbruger, som benytter sig af sin fortrydelsesret, få tilbagebetalt købesummen af sælger, når forbrugeren har fremvist en postkvittering, som viser, at varen er sendt retur.
Men ifølge Dansk Erhverv:
"Risikerer sælgeren at skulle acceptere en postkvittering som bevis for, at den korrekte og intakte vare er afsendt, til trods for, at en postkvittering ikke afslører, hvad der er i pakken. Kriminelle vil let kunne udnytte denne regel til at sende forkerte eller brugte varer retur og modtage pengene for varerne tilbage for derefter at sælge varerne videre."
Dansk Erhverv sender nu et brev til Europaudvalget i Folketinget, hvori organisationen retter en appel til folketingspolitikkerne om pålægge regeringen at rejse sagen i Ministerrådet.
Kilde: business.dk