Modezonen anbefaler…
Branchefolk, medier og politikere var samlet, da Modezonen holdt sin afsluttende konference. En konference, hvor man bevidst havde valgt at se frem i stedet for tilbage.Modezonen, Testamonials from Fashion Forum on Vimeo.
Branchefolk, medier og politikere var samlet, da Modezonen, onsdag i sidste uge, holdt sin afsluttende konference. En konference, hvor man bevidst havde valgt at se frem i stedet for tilbage.
Derfor var konferencen – udover en kort opsummering af de events og tiltag som Modezonen har initieret – en række anbefalinger til en fremtidig erhvervsstrategi for modebranchen, som er samlet og uddybet i bogform.
Mål: En samlet modebranche
”Det har fra starten været vores målsætning at samle en fragmenteret modebranche, agere klyngefacilitator og sætte ind der, hvor I, branchen, ikke selv kan løfte opgaven.” Med disse ord indledte Modezonens ene projektleder, Kristine Sele Reinhardt, konferencen.
”Det har været vores egne keylearnings som projektholdere, at faciliteringsrollen har været den vigtigste,” fortsatte Modezonens anden projektleder, Henrik Ralf Nielsen. ”Herudover har vi erfaret, at det tager tid at opbygge tillid i branchen og, at der, hvor vi har virket bedst, har været hvor, vi har arbejdet direkte i interaktion med modevirksomhederne.”
Eksport og netværksskabelse
Modezonen har siden sin start i 2008 haft bl.a. internationalisering, eksport, videndeling, ny viden og netværksskabelse som sine indsatsområder, hvor eksport og netværksskabelse har været de vigtigste.
Dette blev underbygget af Anna Porse Nielsen, fra analysebureauet Manto, der har analyseret på Modezonens arbejde bl.a. ud fra interviews med interessenterne.
Her blev FashionForum.dk fremhævet som det Modezone-projekt, der var mest forankret i branchen, og speeddating-arrangementer med internationale agenter som det mest konkrete, og Design Incubator, som det mest vidtgående i forhold til at give virksomhederne en saltvandsindsprøjtning. Konferencerne har, ifølge Manto, primært ramt de større spillere på banen, men alle over én kam, synes, at Modezonen bør fortsætte.
Syv anbefalinger
Modezonens har i alt skrevet syv anbefalinger til en fremtidig erhvervsstrategi til modebranchen, der til konferencen blev præsenteret af Eva Kruse, direktør i Danish Fashion Institute, der er tovholder på Modezonen.
Kort opsummeret lyder de syv anbefalinger:
- At det offentlige fortsat investerer i en netværksarkitekt, der kan samle og koordinere branchens indsatser, øge samarbejdet mellem uddannelser og erhvervsliv og udvikle visionære agendaer.
- Fortsættelse af speed-dating arrangementer mellem agenter/producenter og modevirksomheder, samt skræddersyede eksporttiltag.
- At FashionForum.dk forankres i branchen som et samarbejdsprojekt mellem brancheorganisationerne, samt at der investeres offentlige midler i at højne branchens vidensniveau.
- At der fortsat investeres i at videreudvikle platforme, der kan understøtte den fortsatte netværksdannelse mellem virksomheder med henblik på effektivisering af indtjeningsmuligheder.
- At initiativet Design Incubator, der kobler vækstvirksomheder med ekspertviden og mentorordninger etableres som en permanent ordning.
- At der investeres i styrkelsen af en koordineret indsats i forhold til en bæredygtig og samfundsansvarlig modebranche og at Danmark udnytter sin mulighed for at tage globalt lederskab i udviklingen af en ”grøn” modeindustri.
- At arbejdet med at facilitere og leverer viden- og kompetenceudvikling med internationalt fokus fortsættes.
Modezonen ophører ved udgangen af året, og FashionForum.dk fortsætter herefter uden sit moderprojekt.