Modedesigner i kapløbet om ECCOs Walk in Style Award
Svenske Bea Szenfeld er især kendt for sine second hand-designs og har gennem årene samarbejdet med både H&M, Stella McCartney,Tommy Hilfiger og Hello Kitty.Traditionen tro indledes vintermodeugen med uddelingen ECCO Walk in Style Award. Dette år er det femte gang, den danske fodtøjsgigant uddeler prisen, som i fjor gik til den danske psykolog, forfatter og model Renée Toft Simonsen.
I 2012 har ECCO blandt andet nomineret den danske sangerinde Julie Bertelsen, foruden den russiske skøjteløber Marie V. Butyrskaya, den polske kunstner Magda Prokopowicz, skuespiller og sanger Samsaya fra Norge, den hollandske journalist Hadassah de Boer og så en enkelt modedesigner, nemlig talentfulde svenske Bea Szenfeld.
Hædret second hand-designer
Bea Szenfeld er især kendt for sine second hand-designs og har en kandidatuddannelse fra den stockholmske designskole Beckmans. Hendes MA-projekt modtog i øvrigt hæder fra H&M, der udvalgte den unge designer som modtager af et studielegat.
Siden vandt Bea Szenfeld i 2002 endnu en stort anlagt designkonkurrence, da hun løb med førstepræmien i det svenske design-realityshow Fashion House – et otte måneder langt praktikophold hos London-baserede Stella McCartney.
2,6 Miljonerklubben
Bea Szenfeld har samarbejdet med så forskellige brands som Hello Kitty og Tommy Hilfiger og sidder desuden i bestyrelsen for den svenske hjælpeorganisation 2,6 Miljonerklubben, der fokuserer på kvinders sundhed.
Det er derfor også naturligt, at Bea Szenfeld har valgt netop 2,6 Miljonerklubben som den velgørende institution, hun vil støtte, hvis hun løber med ECCO Walk in Style Award 2012.
Inspirerende forgangskvinde
ECCOs Walk in Style Award uddeles hvert år til en inspirerende forgangskvinde, som efterfølgende støtter en valgfri velgørende organisation med præmiesummen på 250.000 kr.
Bag den endelige udvælgelse står en dommerkomite – men denne gang har også forbrugerne noget at skulle have sagt. ECCO lader nemlig via Facebook offentligheden sætte en stemme på deres favorit. Stem på din favorit her.
Prisuddelingen finder sted tirsdag den 31. januar i København. Se mere om Walk in Style her.