Eksport til Nordamerika styrkes
På Eksportrådets kontorer i USA og Canada styrker man nu indsatsen for eksportfremme for mode, accessories og design.
På Eksportrådets kontorer i USA og Canada styrker man nu indsatsen for eksportfremme for mode, accessories og design. Fra 1. januar 2012 blev Eksportrådets canadiske og amerikanske kreative teams nemlig integreret med henblik på at styrke en fælles eksportfremmende indsats på det store nordamerikanske marked.
Bruce Sinclair, senior handelsrådgiver, overtager derfor ansvaret for den nye, integrerede gruppe. Med en baggrund fra luksusmodebranchen og seks år i Eksportrådet har han arbejdet i både USA og Canada. De seneste år har hans fokus dog udelukkende været på Canada.
"Det er en spændende tid i den nordamerikanske detailsektor. Vi har lige overstået en rekord julehandel, der bringer os tilbage til niveauet fra før 2008. Detailhandelen er steget med 6 pct. fra forrige sæson” siger Bruce Sinclair i en pressemeddelelse.
Han ser frem til igen at arbejde i det amerikanske marked og til at hjælpe danske virksomheder med nordamerikanske ambitioner.
”Der er mange misforståelser om at Nordamerika – og især USA – er svære markeder at eksportere til på grund af afgifter, bureaukrati samt legale risici. Faktisk er Canada et af de letteste markeder i verden at eksportere til overhovedet, og den formodede risiko ved at handle med USA er stærkt overdrevet. Der er mange muligheder i Nordamerika lige nu, og alles øjne burde være på fokuseret på dette lukrative marked,” fortsætter han.
Forud for sin ansættelse ved Dansk Eksportråd, har Bruce Sinclair boet og arbejdet i New York City som køber for det italienske selskab Luxlook Ltd, hvor han var ansvarlig for mærker som Versace, Dolce & Gabanna, Paul Smith og Bvlgari