Seneste nyt fra modebranchen
Artikler
Podcasts
Jobs
INNOVATION & BÆREDYGTIGHED

Mode med omtanke - styr på mærkerne

Økologi og miljørigtigt tøj er en stærk tendens i den danske modebranche, og tendensen er kommet for at blive. Lær at finde rundt i mærke-junglen med FashionForums juridiske eksperter.
Økologi og miljørigtigt tøj er en stærk tendens i den danske modebranche, og tendensen er kommet for at blive. Lær at finde rundt i mærke-junglen med FashionForums juridiske eksperter.

I samarbejde med FashionForum.dk bringer advokat Christina Wiesner, der er partner i NORDIA Advokatfirma og arbejder med immaterialret og alt, der vedrører modebranchen, og hendes kollega Louise Mehl, der er jurastuderende ved Københavns Universitet og arbejder for NORDIA en række indlæg om alt fra varemærkerettigheder til sikring af design. For yderligere information, kontakt Louise Mehl: lme@nordialaw.com

Af: Louise Mehl

Økologi og miljørigtigt tøj er en stærk tendens i den danske modebranche, og tendensen er kommet for at blive. Både veletablerede og helt nye modebrands sender hippe og bæredygtige, øko-kollektioner i butikkerne sæson efter sæson med stor succes.

Men det er med at holde tungen lige i munden. For der findes mange forskellige mærkeordninger, som det kan være svært at kende forskel på. Mærkeordningerne kan inddeles i tre kategorier: miljømærkerne, fair trade og de økologiske mærker. Miljømærkerne stiller en række krav til fremstillingen. Fair trade-mærkerne giver garanti for rimelige forhold for de ansatte, mens de økologiske mærker på tekstiler sikrer, at råstofferne er økologiske.

Miljømærkerne
I Danmark findes der to officielle miljømærkningsordninger nemlig Blomsten, som er det europæiske miljømærke, og Svanen som er det nordiske miljømærke. Begge er anerkendt af de danske myndigheder og har en uvildig kontrol. For at være under disse ordninger, skal et produkt være blandt det mindst miljøbelastende af sin slags, kvalitet og funktion skal være mindst lige så god som for andre produkter og der skal være taget hensyn til forbrugernes sundhed.

Når et produkt bærer Blomsten eller Svanen, har produktgruppen været igennem en grundig vurdering af, hvordan den påvirker miljøet fra den produceres til den smides bort. Kvalitet og sundhedspåvirkning har også været under lup. Derfor vil blomst og svanemærkede tekstiler ofte være lavet på økologisk bomuld – men det er ikke sikkert.

Fairtrade-mærkerne
Fairtrade Mærket er en international mærkningsordning for bæredygtig handel. Mærket findes blandt andet på kaffe, te, bananer og kakao. Fairtrade-mærkede varer lever op til minimumskrav for pris, arbejdsforhold, demokratisk udvikling og miljø. På den måde er bønderne sikret en mindstepris for deres afgrøder. Prisen for Fairtrade-mærkede varer fastsættes blandt andet ud fra leveomkostningerne i det enkelte land og område.

At en vare har Fairtrade Mærket, gør den altså ikke økologisk. Men det er et krav at arbejdspladsen skal være sikker og miljøvenlig.  Inden for den økologiske tekstilproduktion sker der derfor ofte sammenfald mellem Fairtrade og økologi fordi arbejdspladsen skal være i overensstemmelse hermed.

Økologimærkerne
Ingen af de i dag mest kendte mærkningsordninger er garanti for et økologisk produkt. End ikke Øko-Tex mærket, som indeholder ordet ”Øko” er en sikkerhed for, at produktet er økologisk. Øko-Tex mærket er nemlig et sundhedsmærke, som stiller krav om, at et produkt ikke må indeholde kemi, der kan skade dig og miljøet.

Går man efter en rent økologisk mærkeordning, er Global Organic Textile Standard (GOTS) det nærmeste, man kommer en verdensstandard for økologisk tøj. GOTS stiller krav til, at tøjet er fremstillet af økologiske råvarer uden brug af pesticider og sprøjtegifte, og at tøjet bearbejdes miljørigtigt på fabrikken. Visse tungmetaller og azofarvestoffer må ikke bruges og alle blegemidler, farvestoffer, vaskemidler osv., der bruges i processen, skal leve op til krav om miljø og sundhed. Herudover skal alt spildevand skal renses effektivt.

Udbredelsen og branding af GOTS mærkningsordningen, samt de mærker der lever op til GOTS kravene, er hastigt på vej frem. GOTS henvender sig, modsat Blomsten, Svanemærket og FairTrademærket, kun til produktionen af tekstiler, hvilket gør at ordningen yderst relevant for modebranchen.

Vil du vide mere om de forskellige ordninger, kan du læse mere her:

– Blomsten

– Svanemærket

– Øko-Tex

– Fairtrade Mærket

– GOTS