Ilse Jacobsen Hornbæk lancerer cruise-kollektion
Ilse Jacobsen Hornbæk satser på det maritime folk, og der er store forventninger til konceptet.Livsstilsvirksomheden Ilse Jacobsen Hornbæk satser på det maritime folk og lancerer et nyt mærke til fritidssejlere og cruisenydere. Navnet på det nye koncept bliver Cruise by Ilse Jacobsen.
Kollektionen præsenteres første gang til august og hos den danske virksomhed er der store forventninger til satsningen.
”Forventningerne til mærket er høje og vi glæder os til at vise vores kunder hele kollektionen på Sportex, sportsmessen i Vejle den 17. – 20. august,” siger Torben Olsen, salgsdirektør i Ilse Jacobsen Hornbæk, i en pressemeddelelse.
”Cruise by Ilse Jacobsen bliver i første omgang lanceret i Skandinavien, men vi forventer inden længe at præsentere det til vores nuværende eksportmarkeder på Ilse Jacobsen Hornbæk,” fortsætter han.
Den nye cruise-kollektion består af regnfrakker, gummistøvler, regnslag, anorakker, vindtætte frakker og veste, badedragter, bikini og badeshorts forankret i sejlermiljøet samt sko med hvide såler og riller, store og små sportstasker i slidstærke materialer samt regntæt mobilholder.
Udgangspunktet er funktionalitet og praktisk formåen med træk fra det sportslige og afslappende, oplyses det i en pressemeddelelse.
”Det sociale liv omkring båden, og det at nyde et glas vin på en af havnens hyggelige restauranter, er mindst lige så vigtigt som sejlturen dertil og derfor kan man også finde skønne aftenkjoler og flotte sandaler i kollektionen samt varme strik til de kølige sommeraftener, kondisko og støvler til gåturene,” lyder det i teksten.