Pandora får bæredygtig certificering
Pandora har fået en certificering af Responsible Jewellery Council. Certificeringen er en milepæl i virksomhedens arbejde med bæredygtighed.Smykkevirksomheden Pandora har i dag offentliggjort en meddelelse, hvor det fremgår at virksomheden er blevet certificeret af Responsible Jewellery Council (RJC). Certificeringen dækker bæredygtighed på en række forskellige områder og omhandler blandt andet menneskerettigheder, arbejdsforhold, miljø og etik.
Pandora er blevet vurderet af godkendte tredjeparts-auditører for at opnå certificeringen på, at virksomhedens processer er i overensstemmelse med RJC’s såkaldte Code of Practices. Code of Practices indeholder 146 bestemmelser, der definerer best practices fra alt fra sourcing af råmaterialer til produktion til det endelige salg i butikkerne.
”Rådet er glade for at kunne ønske Pandora tillykke med certificeringen. Siden Pandora blev medlem af RJC, har Pandora været en aktiv deltager i vores organisations bestræbelser på at definere og forme industriens standard,” siger Michael Rae, adm. direktør i RJC, der er en international non-profit organisation skabt i 2005. Organisationen har i dag over 370 medlemsvirksomheder.
En vigtig milepæl
”Selvom en succesfuld RJC-certificering kun er et element i vores CSR-strategi, markerer det en vigtig milepæl i vores rejse mod fuld bæredygtighed. Samtidig viser det også vores beslutsomhed i forhold til at hæve barren for virksomheders bæredygtige praksis gennem hele smykkets værdikæde,” siger Claus Teilmann Petersen, vicepræsident for CSR hos Pandora.
For at beholde certificeringen skal Pandora løbende opdatere sit bæredygtige arbejde og vil samtidig få løbende besøg af auditørerne. Samtidig skal virksomheden opretholde en intern årvågenhed over for overholdelsen af standarderne.
Udover RJC’s certificering har Pandoras produktionsfaciliteter i Thailand siden 2009 været certificeret med den internationale ISO 9001, der handler om kvalitet. Tidligere på året fik de derudover også OHSAS 18001, der omhandler sundhed og sikkerhed og ISO 14001, der er standarder for miljø.