Seneste nyt fra modebranchen
Artikler
Podcasts
Jobs
INNOVATION & BÆREDYGTIGHED

Radikale: Kampen mod kemi skal ikke kæmpes i Danmark

Ny rapport fra Miljøstyrelsen frikender NP og NPE i det omfang, stofferne eksisterer i importeret tøj. Men det får ikke problemerne til at forsvinde, mener miljøordfører fra Radikale Venstre.
Ny rapport fra Miljøstyrelsen frikender NP og NPE i det omfang, stofferne eksisterer i importeret tøj. Men det får ikke problemerne til at forsvinde, mener miljøordfører fra Radikale Venstre.

Hvis du vasker tøjet, behøver du ikke bekymre dig om kemikalierne NP og NPE i dit tøj. Sådan lyder en af konklusionerne i en rapport fra Miljøstyrelsen. Men Lone Loklindt, csr-konsulent og miljøordfører for Radikale Venstre, mener, det er lidt for letkøbt:

”De to stoffer er jo stadig problematiske i forhold til det ydre miljø, så længe de bliver brugt i produktionen. Det er selvfølgelig et vigtigt skridt, at de er forbudt i produktionen i Danmark og Europa, men det bliver stadig brugt andre steder i verden,” siger hun til FashionForum.

Det var en Greenpeace-rapport, der i slutningen af 2012 satte NP/NPE på dagsordenen. Her påviste miljøorganisationen nemlig, at der kunne påvises NP/NPE i tøj fra en række store modekoncerner, foruden Zara og Mango også den hjemlige spiller Bestseller.

I går kunne man så i løbet af dagen oven på Miljøstyrelsens opfølgende gennemgang læse overskrifter som ”Miljøstyrelsen frikender Bestseller” (Ingeniøren) og ”Miljøstyrelsen: Ingen fare ved Bestseller-tøj” (Politiken), men Lone Loklindt mener, det er farligt at sætte den retorik i gang – for så overser man det sted, problemerne egentlig eksisterer – nemlig i produktionslandene:

”Det er jo for så vidt farligt at sige både, at Bestseller frikendes, og at de er nogle skurke. Dybest set gør Bestseller det rimeligt godt. De stiller krav til leverandørerne og følger op, men kampen mod de skadelige stoffer skal ikke kun kæmpes i Danmark, man bliver nødt til at tage det videre,” siger hun til FashionForum og fortsætter:

”Det er lemfældigt, at vi bekymrer os om vores eget miljø men ikke om det ude verden. Det svarer jo til, at vi eksporterer vores miljøproblemer. Der er stadig en kæmpe opgave, der skal løses.”

Hun peger på, at et importforbud (af tøj der indeholder NP/NPE, red.) i EU kunne være en del af løsningen.

”Et EU-forbud ville være et stærkt signal at sende. Men man må også påvirke de asiatiske myndigheder til at forbyde stofferne i produktionen – og til at forbuddet håndhæves.”

Videre mener Lone Loklindt, at de fx danske virksomheder, der får produceret i Asien og har en CSR-rapport med krav om CO2-begrænsning og energiforbrug også bør gå ind og se, hvad der kan gøres for at mindske kemikalieforbruget på fabrikkerne.

”Man må gå ind og se på, hvad de gør for at sikre sig mod, at der bliver hældt kemikalier i de kinesiske åer og floder. Hvis man har tilsluttet sig Global Compact (international programkontrakt vedr. menneskerettigheder og miljø, red.), burde der også være en alarmlampe, der blinkede, hvis der blev udledt NP/NPE i Kina. Det er jo ikke ligegyldigt – heller ikke for os – at det kinesiske vandmiljø bliver ødelagt.”

Lone Loklindt roser den danske modebranche for dens initiativer og foreslår uddannelse og samarbejder som en anden måde at imødekomme en mere miljøvenlig modebranche:

”Man må lave partnerskaber med branchen og finde andre måder at producere på, men også gøre mere ud af undervisning, uddannelse og følge op på, hvordan der produceres ude i verden.”

Adspurgt om, hvorvidt hun synes, det er ’godt nok’, at tøj først er rent nok til brug efter vask, sammenligner hun med frugt:

”Man bliver nødt til at se det som en nødvendig forholdsregel. Folk vasker deres frugt – om så det er økologisk eller ej – det er helt naturligt. På samme måde må det være naturligt, at flk vasker tøjet, før det tages i brug. Der kan jo være mange andre stoffer end blot NP/NPE i tekstilet. Vi kender jo ikke nødvendigvis alle kombinationerne,” siger hun og slutter:

”Men der er selvfølgelig stadig et stykke vej at gå – for det var da bedre, hvis det ikke var nødvendigt at vaske det først.”