Modeugens aktører: Sara Ingemann Holm-Nielsen
FashionForums trendblogger har altid kamera og notesbog med, så hun kan holde styr på de nye trends. Læs mere om Sara Ingemann Holm-Nielsens modeuge her.Sædvanen tro guider FashionForum dig gennem Copenhagen Fashion Week med Modeugens Aktører. I dag kan du møde Sara Ingemann Holm-Nielsen, FashionForums egen trendblogger.
Hvordan forbereder du dig til CFW?
Min forberedelse til modeugen handler mest om at prioritere hvilke shows jeg tænker er interessante set ud fra et trend perspektiv. Jeg undersøger altid om der er nogle nye upcoming designere som viser deres kollektioner frem, om designskolerne afholder shows og ellers er jeg altid på jagt efter de lidt mere uofficielle modetiltag, showrooms, udstillinger, performances, installationer eller “talks”. Desuden skal jeg også altid have clearet hvilket nordisk trend materiale det parisiske trend agency Trend Union (www.trendtablet.com) er interesseret i fra den københavnske modeuge.
Hvordan ser dine dage ud under selve CFW?
Ud over at deltage til de vigtigste shows, skal jeg altid forbi et par af messerne for at gå kollektionerne mere efter i detaljerne, både med henblik på farver, materialer, silhouetter etc. Jeg har altid kamera og notesbog med og sørger altid for, at komme tilbage på kontoret til at mappe og kategorisere de trend indtryk jeg får fra gaden, shows, messer etc. Efterfølgende sender jeg et par trendreporter afsted og deadlines på moderelevante artikler.
Hvad forventer du at få ud af CFW?
Jeg håber altid på at kunne spotte nogle nye tendenser og holder derfor et meget skarpt øje med både modefolk, fashion hang-arounds og andre seje kids og ser hvor modige og nyskabende de er i deres påklædning. De sejeste og mest avant garde divaer og modeikoner ses oftest til Ivan Grundahls show. Ellers håber/forventer jeg meget at flere danske designmærker har taget bæredygtighed i produktionen og kvalitetsforståelse til sig når jeg kigger i deres “neck tags” og at kreativiteten får mere frit spil end de forrige sæsoner.
Hvad ser du mest frem til?
De sidste 2 sæsoner har Anne Sofie Madsen imponeret med stærke, anderledes og inspirerende kollektioner så det håber jeg den danske designer gør igen. Ellers er jeg sikker på at Moon Spoon Saloons performance vil vække kunstnerisk opsigt og om ikke hele den unge seapunk bevægelse vil stå på første række?
Har du nogle særlige rutiner eller ting du skal nå?
Jeg har ingen faste ting jeg skal nå. For at kunne spotte det næste og det nye handler det om, at have et åbent mindset og ikke lade sig diktere for meget af det sædvanlige. Ny inspiration kan både forkomme på cykelturen til et modeshow, at se en af Vibskovs finurlige installationer eller make-uppen til Stine Goyas show. Det vigtigste er at jeg ikke over booker dagene, så der er plads til nye inputs.
Hvad betyder modeugen for dig professionelt?
Det er en kombination af at se hvordan de tendenser jeg har været med til at udarbejde 1 1/2 – 2 år forinden bliver realiseret på catwalken og om nye spændende tendenser finder vej til mine moodboards og trendreporter. Den særlige nordiske, rene, simple silhouet er stadig eftertragtet og eksotisk udenfor landets grænser. Modeugen er også det tidspunkt hvor jeg møder flere af mine kollegaer og samarbejdspartnere og får vendt modesituationen anno 2013.
Hvad er din bedste modeugeoplevelse nogensinde?
Folk på gaden der tør være anderledes, innovative og eksperimenterende med deres stil. Modeshows der går hele vejen og iscenesætter en fantastisk oplevelse omend det er i form af film, performance eller mere klassiske catwalks men i interessante omgivelser