CIFF-direktør: Konkurrenten er Berlin - ikke Vision og Gallery
Kristian W. Andersen står i spidsen for den største messe i København. Han er glad oven på første åbningsdag i AW13-sæsonen og mener, København er parat til at konkurrere mod verdens andre store messebyer.Direktøren for den uden sammenligning største modemesse i København gør status efter første dag, og det er en glad Kristian W. Andersen, FashionForum fanger til en snak:
“Den første dag har været fantastisk. Folk er glade. De kommer ind og ser fx med det samme den helt nye destination Crystal Hall med alle de internationale brands, der ikke har været i Skandinavien før,” lyder det fra en tydeligt tilfreds CIFF-direktør.
Crystal Hall er et helt nyt messeområde på CIFF med udelukkende kuraterede highend-brands, og blandt andet gæster franske Carven for første gang nogensinde den københavnske modeuge med en stand her foruden klassikere som Randers Handsker og Falke og nye ansigter som Asger Juel Larsen. Men især et stærkt fokus på prominente franske brands betyder fint besøg på CIFF fredag:
”Vi får fredag morgen besøg af den franske ambassadør. Det at vi får besøg af ambassadøren betyder jo, at flere instanser, der arbejder med eksport i Frankrig bliver interesserede i at hjælpe virksomheder til Skandinavien. Det gør udbuddet mere interessant her i regionen. Og for de danske udstillere betyder det mere højtprofilerede indkøbere i København,” siger Kristian W. Andersen til FashionForum.
For ham at se er der af samme årsag også masser af grund til samarbejde de københavnske modemesser imellem:
”Vi arbejder jo alle sammen for at få København på verdenskortet. Et område som Crystal Hall med flere internationale brands giver noget mere seriøsitet omkring den københavnske modeuge. Uanset om du er verdensberømt som Carven eller ej, er alle jo i København for at lave business,” siger han til FashionForum.
Det er således ikke et tilfælde, at Kristian W. Andersen siger ”i København” og ikke ”på CIFF”:
”Målet er ikke at konkurrere med København, målet er at konkurrere med Berlin.”
CIFF har da også gennem efterhånden en række sæsoner arbejdet hårdt på at gøre messen til en værdig konkurrent til de spektakulære forhold på berlinermessen Bread & Butter. Og her er Crystal Hall blot et af en række tiltag, der skal højne modeniveau og loyalitet i Bella Center, fortæller direktøren til FashionForum:
”Vi har ryddet op i selve hallerne og lavet nemmere logistisk gennemgang. Vi har fået dj’s på i hallerne, og er efterhånden nede i detaljerne,” siger modedirektøren og eksemplificerer med glimt i øjet:
”Vi har fået franske macarons i cafeen, og vi er der, hvor vi fx ser på, hvilke kaffekopper, der skal være. Og så er der fri bar for alle samtlige dage fra kl. 15-18, og det skal man altså ikke kimse af,” griner han.
Messen havde på sæsonens første åbningsdag torsdag omtrent 1000 flere besøgende end i sommer, svarende til godt 7.500 gæster i alt. Og Kristian W. Andersen er med egne ord en ”træt men glad mand”.
”Folk virker stolte og glade, og vi er glade for, vi ikke hele tiden skal rende rundt og fortælle at alle de her tiltag er på vej. Nu er de her.”
Skrevet på farten via Telias 4G-netværk.