Modeugens aktører: Luisa Traina
I dag kan du møde FashionForums trendblogger Luisa Traina, der efter mange år i branchen har en mere afslappet tilgang til modeugen, end hun tidligere har haft.På modeugens næstsidste dag kan du møde vores egen trendblogger, designmanager hos Vero Moda Luisa Triana.
Hvordan forbereder du dig til CFW?
Hver sæson og år er forskelligt. I mine tidligere år på WGSN dækkede jeg samtlige shows og events og brugte en hel del tid på, at forberede mig – mest af alt på at få mast det hele ind i et skema.
I dag er det anderledes. I dag har jeg en mere afslappet tilgang til modeugerne. Jeg har skåret ned på antallet af shows og events og det har vist sig at være gavnligt: Min viden bliver større, jeg kan trække vejret og suge alle indtrykkende til mig, så jeg bedre kan bruge dem i det efterfølgende arbejde. Det betyder også færre forberedelser – faktisk skal jeg nu kun sørge for, at mit kamera er opladt.
Hvordan ser dine dage ud under selve CFW?
Denne sæson vil jeg se nogle få shows om dagen og deltage i udvalgte events om aftenen, men selvom jeg har drosslet ned, bliver det altså stadig lange arbejdsdage fra tidlig morgen til sen aften.
Hvad forventer du at få ud af CFW?
Som altid forventer jeg at blive inspireret. Og så glæder jeg mig til at se, hvordan de trends vi har forudsagt bliver brugt i AW13-kollektionerne – i forhold til farver, print, silhouetter og styling. Jeg regner med at se dystre romantiske bevægelser inspireret af naturen, folklore og rokoko. Millitærlooket vil fortsætte ind i næste sæson, men med et mere historisk strejf end hidtil. Jeg tror der vil være en del grå nuancer at finde sammen med armygrøn, himmelblå, lilla og rustikke brune toner. Som en kontrast til de her naturfarver vil vi også se neonfarver som pink, gul, grøn og lys tyrkis. Og så glæder jeg mig til at se en innovativ brug af print og en styling, der eksperimenterer med ‘bad taste’.
Hvad ser du mest frem til?
Til at blive overrasket!
Har du nogle særlige rutiner eller ting du skal nå?
Nej, jeg har ikke deciderede rutiner. Det er bare essentielt at få det maksimale ud af CFW og hvordan jeg får det, det kan jeg ikke planlægge. Det handler om at være fleksibel og ikke lade sig diktere af af en stram tidsplan. Jeg vil dog, helt sikkert, sørge for at bruge ti gode timer på Gallery og sætte tid af til at være sammen med mine gode venner i branchen, som jeg ikke ser så tit. Jeg kan næsten ikke vente med at se dem – vi skal grine så meget!
Hvad betyder modeugen for dig professionelt?
Modeugen er essentiel for min profession – den er grunden til, at at jeg kan udføre mig arbejde. Det er en platform, hvor jeg både samler inspiration og se, om det arbejde jeg har lavet har båret frugt.
Hvad er din bedste modeugeoplevelse (København) nogensinde?
Det er svært at udvælge en begivenhed på CFW, men jeg har haft en masse gode, sjove og lærerige oplevelser og fået en hel del inspiration. En af de bedste ting ved CFW har været venskabet jeg har fået med Rikke Hubert, der står bag mærket Hubert. Jeg beundrer både designeren og brandet. Og jeg var det ikke for CFW, ville jeg nok heller ikke have mødet Malou og Malene Westendahl, der står bag mærket Dansk, som også er ret genialt.