Seneste nyt fra modebranchen
Artikler
Podcasts
Jobs
MODEUGE

Modeugedebat - Der skal fokus på gæsternes behov

Weekenden bød på debat om modeugens nye tvedelte kalender. FashionForum giver dig et overblik over historien.
Weekenden bød på debat om modeugens nye tvedelte kalender. FashionForum giver dig et overblik over historien.

Har man åbnet Berlingske denne weekend, har man kunnet læse, hvordan de københavnske modemesser med Gallery-direktør Christian Gregersen i spidsen kritiserer Danish Fashion Institute for at lægge en skandinavisk kurs ved Copenhagen Fashion Week frem for en international ditto. Debatten går i øvrigt livligt i kommentarfeltet på Berlingske.dk – se bare her.

FashionForum giver nedenfor et resumé af historien og følger den kommende tid op på debatten og ser blandt andet nærmere på fordele og ulemper ved on/off-schedule.

Kritikken fra messerne kommer som følger af Copenhagen Fashion Weeks beslutning om at dele showkalenderen ved sommerens modeuge op i to dele, en on-schedule og en off-schedule.

Beslutningen om at opdele kalenderen er især funderet i et ønske om at tilgodese gæsterne under modeugen. Med 40 show i en kalender, som tilfældet var i vinter, bød modeugen nemlig på tre dage med uafbrudt program fra klokken 9 om morgenen og til midnat, og det kan man ikke byde de internationale besøgende, der også skal have tid til at opleve fx modemesserne foruden alt det andet, København har at byde på, lyder det fra Eva Kruse, adm. direktør i Danish Fashion Institute, der ejer selskabet Copenhagen Fashion Week.

Programmet har hidtil været for uredigeret med for meget fyld og for lidt kvalitet, lyder det fra Danish Fashion Institute-direktøren.

Men fra messernes side frygter man, at de shows, der er blevet udvalgt til on-schedule, er ’for skandinaviske’. Christian Gregersen forklarer det sådan her til Berlingske Tidende:

”Med den nye linje vil udenlandske mærker fremover vælge Stockholm, Berlin og deres hjemlande i stedet for København, som dermed går glip af besøgende, prestige og omsætning.”

Som svar på kritikken lyder det – ligeledes i Berlingske – fra Eva Kruse, at man må skille tingene fra hinanden, og at det, i sagens natur ikke automatisk er en kvalitetsgaranti:

”Seks ligegyldige eller ligefrem ringe internationale film eller bands løfter jo heller ikke en festival. Tværtimod. Derfor må man udvælge det bedste. Det er der intet odiøst eller radikalt i, det er bare første gang, at vi for alvor gør det på modeugen, og det skal folk lige vænne sig til,” siger hun til Berlingske.