EU på vej med nyt Bangladesh-initiativ
EU afholder i dag møde i Schweiz om et nyt initiativ, der skal forbedre sikkerheden i den bangladeshiske tekstilproduktion.EU-Kommissionen, repræsentanter fra den amerikanske og bangladeshiske regering samt FN’s internationale arbejdsorganisation ILO mødes i eftermiddag til et high-level-møde i Geneve, hvor Bangladesh er på dagsordenen.
Det er EU’s belgiske handelskommissær Karel De Gucht, der er vært for mødet, der har fået titlen ”Staying Engaged – a Sustainability Compact with Bangladesh”.
Ifølge wwd.com skal mødet munde ud i et såkaldt ”Compact”-initiativ, der berører de samme aspekter som den internationale ”Accord on Fire and Building Safety in Bangladesh”, som blandt andre Bestseller og IC Companys underskrev for to uger siden.
Men hvor den internationale Accord er rettet mod virksomhder, der får produceret i Bangladesh, så er Compact-initiativet rettet mod de politiske aktører, skriver wwd.com.
LÆS OGSÅ: ”Seks danske virksomheder underskriver Bangladesh-aftale”
”Compact-initiativet vil bidrage til at fastholde arbejdstagerrettigheder, sundhed og sikkerhed på arbejdspladsen og ansvarlig virksomhedsførelse i Bangladeshs beklædningsindustri,” udtaler en anonym kilde fra EU-kommissionen til Women’s Wear Daily.
Compact-initiativet er det tredje i række af initiativer til at forbedre sikkerheds- og arbejdsforholdene i den bangladeshiske tekstilindustri i kølvandet på tragedien i Rana Plaza-komplekset, der kollapsede 24. april og kostede mindst 1.129 mennesker livet.
Herhjemme samarbejder regeringen og branchen fortsat på at konkretisere den såkaldte danske partnerskabsaftale. Derudover har foreløbig seks danske virksomheder underskrevet den internationale ”Accord on Fire and Building Safety in Bangladesh”.
Mødet i eftermiddag vil blive fulgt op af et pressemøde, hvor Compact-initiativets detaljer vil blive offentliggjort.
Kilde: wwd.com