Seneste nyt fra modebranchen
Artikler
Podcasts
Jobs
MODEUGE

Optakt til modeugen: Kopenhagen Fur

NEDTÆLLING: Copenhagen Fashion Week er lige om hjørnet. FashionForum har talt med en række af spillerne bag. Følg med hver dag og se, hvordan den danske modebranche forbereder sig til begivenheden.
NEDTÆLLING: Copenhagen Fashion Week er lige om hjørnet. FashionForum har talt med en række af spillerne bag. Følg med hver dag og se, hvordan den danske modebranche forbereder sig til begivenheden.

Patrizia Venturelli Christensen, Kommerciel Direktør, Kopenhagen Fur 

Hvordan forbereder du dig til Copenhagen Fashion Week?

– Det giver nogle udfordringer, at Copenhagen Fashion Week ligger i starten af august. De fleste af os i Danmark er på ferie i juli, og invitationerne begynder at komme i den periode, hvor man selv skal gøre de sidste ting klar til modeugen. Det er vigtigt for mig, at jeg er tilbage fra min ferie minimum en uge før modeugen, så jeg kan færdiggøre planlægningen af aktiviteterne sammen med mit team. Det er også et must at forberede familien til, at man mere eller mindre ikke kommer til at være hjemme. Messer, shows og møder fylder kalenderen næsten døgnet rundt.

Hvordan ser dine dage ud under selve modeugen?

– Sammen med min PA udarbejder jeg en detaljeret plan for mig og mit team, så vi alle ved, hvor vi er og hvornår. Logistikken er ret kompliceret, og det er vigtigt for mig, at jeg ved, hvem der kan overtage hvilken aktivitet på mine vegne, hvis jeg af en eller anden grund, ikke kan nå det. Min tidsplan er ret pakket, og jeg er meget afhængig af taxaer eller en chaffør. Jeg kan simpelthen ikke selv nå at køre rundt og finde parkering. I februar er det vejret, der kan være en udfordring. I august er det turisterne som komplicerer billedet.  De har selvfølgelig ret til at nyde byen og bevæge sig langsomt rundt, sådan som turisterne gør. Men for os, som er på ”hyperarbejde” i de dage, er deres tilstedeværelse en ekstra logistisk udfordring. Typisk bliver jeg hentet hjemme tidligt om morgen og kørt til shows, møder og messer hele dagen og bliver først kørt hjem igen midt om natten. Jeg har derfor tit skiftetøj med. Det er vigtigt, at man altid sørger for at have rigeligt med vandflasker i bilen og muligvis lidt at spise – frokost kan man sjældent nå.

Hvad skal I have ud af Copenhagen Fashion Week?

– For mig, som ansvarlig for et af Danmarks nye brands, er modeugen en vigtig platform, da designere, modefolk, indkøbere og modeskribenter samles under ”et tag”. Nye såvel som etablerede brands kan mødes, og man får et godt billede af, hvor den danske modebranche er på vej hen. Først og fremmest regner jeg med, at Oh! by Kopenhagen Furs deltagelse i modeugen i år, hvor vi for første gang udstiller på Gallery, vil få sat vores brand på landkortet for de relevante udenlandske indkøbere og pressen. Vores opstart har været ret atypisk idet vi allerede fra starten af, er blevet ret kendte i Østen (Korea og Japan) samt Danmark, mens resten af Europa ikke rigtigt har lært os at kende endnu. Det bliver meget spændende at modtage reaktionerne fra den europæiske modebranche.

Hvad er det eneste du ikke vil gå glip af under modeugen?

– Det er meget svært at vælge en ting. Der foregår så mange spændende aktiviteter, og man kan altid blive overrasket. Derfor er det vigtigt at prøve forskellige ting og ikke begrænse sig til det, som man plejer. Anne Sofie Madsen og Freya Dalsjø vil jeg dog holde specielt øje med.

Hvorfor deltager du i Copenhagen Fashion Week?

– Vi er så heldige at have en af verdens mest besøgte modeuger lige i vores baghave. Det giver mulighed for på en gang at få overblik over den danske modebranche og dens udvikling, netværke med kollegaer og modtage feedback fra kunder og modepressen. Selvfølgelig skal man deltage, begivenheden er meget vigtig om man har eller ikke har en aktiv deltagelse.

Hvilke salgstiltag forbereder du i forbindelse med CFW?

– I år deltager Oh! by Kopenhagen Fur for første gang i messen på Gallery. Vi glæder os meget til at vise vores produkter og koncepter til indkøbere og pressen fra både Danmark og udlandet. Vi har et stort sortiment af accessories, som på mange måder er innovative og bruger pels i usete udformninger.

Hvordan tiltrækker I det rigtige “klientel” til jeres messe?

– Delvist sender vi målrettede invitationer ud, og delvist regner vi med, at nye interessante indkøbere og pressefolk vil komme forbi standen pga. deres øvrige interesse i den danske modeuge.