Han Kjøbenhavn: Vi åbner butik i Tokyo næste år
FashionForum mødte det danske herretøjsmærke til en snak om fremtiden - og årets modemesse.Det unge danske herremærke Han Kjøbenhavn gør status oven på tre dages messe på Gallery. Her er man positive, trods en noget mennesketom lørdag og trods det faktum, at et par af de store indkøbere fra Asien ikke nåede forbi.
”Det er gået godt. Vi har haft utrolig travlt og mødt en masse nye spændende og potentielle partnere og kunder – well done Gallery,” siger Kasper Spacey Schübeler, som er medejer af rich & hanc. agency (agenturet som varetager salget af Han Kjøbenhavn), til FashionForum.
”Dog er lørdagen ligegyldig herude. Hvis der skal være en tredags-messe, skal det være onsdag til fredag – så kan butikscheferne også være på arbejde i deres butikker lørdag, som er en rimelig vigtig dag,” fastslår han efterfølgende. Hos samtlige andre mærker er udsagnet det samme.
Opsigtvækkende metoder
Han Kjøbenhavn holdt torsdag aften show i den gamle Børssal, hvor modeller var erstattet med professionelle bordtennisspillere. Det er anden gang, at Han Kjøbenhavn holder shows under den københavnske modeuge – og anden gang de har stand på modemessen Gallary.
Se en video fra showet her.
Det københavner-baserede firma, som startede karrieren som et brillemærke, er ud over deres briller og kollektioner kendt for deres noget utraditionelle metoder til at fange folks opmærksomhed. Tidligere har de brugt københavnske hjemløse som ambassadører for brandet – og senest blev der altså spillet bordtennis på catwalken.
”Når vi trækker folk op af sofaen kl. 22 for at se vores show, vil vi gerne give dem noget tilbage – noget de kan danne en mening ud fra, forholde sig til og kritisere eller rose. Det er vigtigt for Han Kjøbenhavn at bringe noget nyt til bordet. Vi vil ikke spilde folks tid,” siger Kasper Spacey Schübeler.
Han fortæller, at Han Kjøbenhavn-butikken i Soho New York, som slog dørene op i februar i år, går rigtig godt og de har planer om at åbne egen butik i Tokyo i løbet af næste år – og generelt set mange flere ”Han-universer” rundt i verden.
”Hver en krone er siden start blevet reinvesteret i firmaet,” fastslår Kasper Spacey Schübeler.