Seneste nyt fra modebranchen
Artikler
Podcasts
Jobs
MODEUGE

Vision dropper streetwear-segmentet

Vision finder tilbage til dna'et fra CPH Vision i Øksnehallen og dropper street- og denimwear for at fokusere på womenswear i segmenterne mid til high.
Vision finder tilbage til dna'et fra CPH Vision i Øksnehallen og dropper street- og denimwear for at fokusere på womenswear i segmenterne mid til high.

Messen Vision i Lokomotivværkstedet har skåret streetwear fra og satser nu udelukkende på dametøj i segmentet “mid to high-end”.

Den store messe CIFF kunne tidligt på efteråret meddele, at en af Visions store streetwear-udstillere, Converse, havde sluttet sig til udstillerflokken i Ørestad, og nu har Vision altså valgt at satse udelukkende på det segment, der, før de to søstermesser CPH Vision og street/denim-messen Terminal-2 blev slået sammen, hørte til i Øksnehallen.

Derfor vil man stadig finde mærker som Tusnelda Bloch, Ilse Jacobsen, Rosemunde og Style Snob i Lokomotivværkstedet – blot ikke længere streetwear og denim-mærker.

LÆS OGSÅ: CIFF flytter på åbningsdagene til sommer

”Jeg kan godt forstå, at der kan herske forvirring. Først var der CPH Vision i Øksnehallen, herfra udsprang søstermessen Terminal-2 i Lokomotivværkstedet med fokus på streetwear, sport- og denim-segmentet. Efter kritisk vurdering af de – for – mange destinationer i København, blev CPH Vision og Terminal-2 i 2012 fusioneret til Vision, og nu har vi efter fire sæsoner fundet tilbage til vores dna,” siger Trine Fruergaard, kommunikationschef for Vision, i en pressemeddelelse, der fortsætter:

“Reelt er det de færreste butikker, der fører et brandmix, indeholdende både streetwear og Visions segment af womenswear. Visions funktion som link imellem udstillere og besøgende var ikke optimal. Vores identitet blev diffus i fusioneringen med Terminal-2.”

Dog er der ingen regler uden undtagelser – for Vision står fortsat bag Designer’s Nest-konkurrencen, og her er profilen uændret, så der er stadig plads til både menswear og streetwear.

Vision holder til januar åbent fra onsdag den 29. til fredag den 31.