Seneste nyt fra modebranchen
Artikler
Podcasts
Jobs

Patagonia får ny CEO

Det amerikanske pionerbrand inden for bæredygtighed har forfremmet talknuser til øverste chef.
Det amerikanske pionerbrand inden for bæredygtighed har forfremmet talknuser til øverste chef.

Det californiske outdoor-mærke Patagonia bliver ofte fremhævet, når snakken falder på tøjvirksomheder med fokus på bæredygtig produktion, genbrug og materialeudvikling.

Nu, hvor virksomhedens mangeårige chef Casey Sheahan er gået af, vil posten som CEO for Patagonia Works (Patagonia Inc.’s moderselskab, red.) blive overtaget af Rose Marcario, skriver Womens Wear Daily. Marcario kom til Patagonia i 2008, og har indtil nu været COO/CFO i virksomheden, som under hendes ansvar for økonomien har tredoblet indtjeningen.

”Gennem de seneste fem år har Rose og Casey lanceret fantastiske nye produkter og forbedret vores systemer samtidig med, at de har rykket grænserne i forhold til vores forpligtelse til at bruge vores forretning til at inspirere og implementere løsninger på den globale miljøkrise,” udtaler Patagonias grundlægger Yvon Chouinard i en meddelelse fra virksomheden.

Før hun kom til Patagonia arbejdede Rose Marcario blandt andet som CFO for General Magic, som udspringer af Apple Computer Inc.

Ved siden af arbejdet i Patagonia er hun engageret i miljø-organisationerne Joshua Tree National Park Association og Mojave Desert Land Trust.

Kilde: WWD.