Norsk indkøber i København: Vi købte mere, end vi plejer
Habittgruppens udsendte var generelt tilfreds med den københavnske modeuge, og specielt én messe får rosende ord med på vejen.COPENHAGEN FASHION WEEK AW14. Modeugen er forbi, messestandene er pakket sammen, og indkøberne er rejst hjem. Det er med andre ord tid til at gøre status, og spørger man den norske indkøber Britt Kari Holter fra Habittgruppen, så har det været en af de bedre modeuger.
“Det var let at komme til at overskride budgettet, men det er det ofte i København,” siger Britt Kari Holter, som placerede ordrer på alle tre københavnske messer.
Hun tilføjede i alt omkring otte nye brands til sine to multibrandbutikker i Bergen, hvor hun normalt tager fire-fem brands ind under Copenhagen Fashion Week. Blandt de nye brands på hylderne i Habitgruppens butikker finder man fremover blandt andre InWear, Stylesnob og Baum und Pferdgarten.
CIFF skilte sig ud
Britt Kari Holter har besøgt Copenhagen Fashion Week ”vældig mange gange” i løbet af de 25 år, hun har været i branchen, og spørger man ind til messerne, er der særligt én, der skiller sig ud:
”Modeugen har generelt udviklet sig, men specielt Bella Center (CIFF, red.) er blevet super god. Den nye CIFF-direktør (Kristian W. Andersen, red.) har gjort et formidabelt job, hele atmosfæren på messen var god, og specielt Crystal Hall er fantastisk innovativt,” siger Britt Kari Holter, og fortsætter:
”Der var også god stemning på Gallery, men lidt færre besøgende, end jeg har været vant til fra tidligere. Til gengæld synes jeg, at Vision har mistet terræn – det, vi så, var fint, og der var interessante ting, men der var ret få udstillere og et mindre publikum,” siger Britt Kari Holter til FashionForum.
Mere lys og luft
”De andre messer burde kigge CIFF i kortene, for de har luret, hvordan man gør i udlandet,” siger Britt Kari Holter og uddyber, hvorfor hun mener, at messen på Amager har førertrøjen pt.:
”Efter godt 10 år, hvor det rustikke har domineret, så handler det nu mere om at skabe lys og luft.”
LÆS OGSÅ: ”Udenlandske indkøbere: Vi er altid på jagt efter nye brands”
Ifølge den norske indkøber gør det samme sig gældende i forhold til de enkelte messestande, hvor hun mener, at flere udstillere burde dyrke begrænsningens kunst.
”Jo flere detaljer og styles, der er på en stand, des sværere er det at finde ud af, hvad brandet er i sin essens. Mange tænker, at de skal have mest muligt med, men det ender med, at man ikke kan se skoven for bare træer,” siger Britt Kari Holter, og forklarer:
”Selve præsentationen bør være enkel og clean i udtrykket. Fremhæv flere af de lækrere kvaliteter med de rigtige snit frem for en masse detaljer, præsenteret i et rustikt look.”
Generelt er den norske indkøber dog rejst hjem med et godt overordnet indtryk af årets første københavnske modeuge.
”Vi købte mere i København, end vi plejer, og summa summarum har jeg fået masser af inspiration, og jeg er meget tilfreds. Vi kommer også til København i fremtiden.”