Seneste nyt fra modebranchen
Artikler
Podcasts
Jobs
INNOVATION & BÆREDYGTIGHED

Nyt dansk projekt sætter prisskilt på naturen

Miljøministeriet giver med nyt projekt danske modevirksomheder i SMV-segmentet mulighed for at benchmarke deres miljøindsats og tjekke, hvad miljøbelastningen egentlig koster.
Miljøministeriet giver med nyt projekt danske modevirksomheder i SMV-segmentet mulighed for at benchmarke deres miljøindsats og tjekke, hvad miljøbelastningen egentlig koster.

Hvor meget ’skylder’ en modevirksomhed egentlig naturen for brug af ressourcer og påvirkning af økosystemet gennem hele værdikæden – altså målt i kroner og øre?

Den beregning kan man lave gennem en Environmental Profit & Loss-opgørelse (EP&L). En metode, som oprindeligt er udviklet af den tyske sportsgigant Puma.

Åbent webinar

Nu sætter også Miljøstyrelsen – med specifikt fokus på den danske mode- og tekstilbranche – gang i et EP&L-projekt, som løber frem til sommer.

I den anledning inviterer styrelsen alle interesserede til åbent webinar på fredag, hvor deltagerne blandt andet kan høre om, hvilken værdi denne naturkapitalopgørelse har for den danske tekstilbranche, samt om dens relevans for kerneforretningen (fx produktdesign, indkøb, risikostyring og kommunikation).

Ved webinaret vil det blive nærmere forklaret, hvordan modevirksomheder kan engagere sig i og drage fordel af projektet.

Penge er et sprog, alle forstår

Oprindeligt var det Puma, der tilbage i 2011 fremlagde deres miljøregnskab og opfandt termen Environmental Profit & Loss – eller blot EP&L. I regnskabet inddrog Puma virksomhedens miljøpåvirkninger i form af vandforbrug, drivhusgasudledning og andre luftemissioner, mængden af affald og arealanvendelsen bagud i værdikæden. Herefter værdiansatte de alle påvirkningerne og endte med den samlede omkostning for miljøet – i Pumas tilfælde stod der 145 mio. euro – eller 1,1 mia. kr. – på miljøprislappen.

LÆS OGSÅ: ”Modehus løber med bæredygtig førsteplads”

Ideen bag EP&L tager udgangspunkt i, at et sådant regnskab viser præcis, hvor i værdikæden de store miljøbelastninger ligger. Samtidig betyder opgørelsen af miljøbelastningen i kroner og øre, at det er enkelt at vurdere de forskellige belastninger samlet, hver for sig, stille dem op mod hinanden og sammenligne dem med virksomhedens finansielle resultat.

Ifølge en artikel om EP&L fra revisionsfirmaet PriceWaterhouseCoopers betyder den mere regnskabsmæssige og økonomiske beskrivelse af miljøpåvirkningen, at udfordringerne bliver italesat i et sprog, der vækker genklang og forståelse: Miljøpåvirkning er abstrakt, men det er 145 mio. euro ikke.

IC Companys er casevirksomhed

I det nye danske projekt fra Miljøstyrelsen er IC Companys casevirksomhed, men som noget nyt i EP&L-sammenhæng er projektet rettet mod SMV-segmentet. Samtidig er det ifølge Miljøstyrelsen første gang, der bliver lavet et EP&L-værktøj rettet mod en hel sektor.

Ambitionen med projektet er blandt andet at udarbejde en europæisk benchmark, så de danske mode- og tekstilvirksomheder kan sammenligne deres miljøpåvirkning med lignende virksomheder fra andre europæiske lande.

Miljøstyrelsens EP&L-projekt er blandt de nominerede til årets Global Leadership Award in Sustainable Apparel (GLASA), som bliver uddelt ved en prisoverrækkelse i København den 23. april. Dagen efter bliver vinderprojektet desuden præsenteret ved Copenhagen Fashion Summit i Operaen, og det er stadig muligt at sikre sig billet til topmødet og dermed prisoverrækkelsen – læs mere her.

Miljøstyrelsens webinar finder sted på fredag den 11. april, kl. 10-11, alle interesserede kan tilmelde sig her – det er helt gratis.