Seks danske modebrands med i nyt CSR-projekt
Mads Nørgaard, Ganni og Barbara Í Gongini er blandt de deltagende modevirksomheder i nyt pilotprojekt om strategisk CSR.I løbet af i år vil de seks danske modebrands Ganni, Mads Nørgaard, Barbara Í Gongini, LauRie, Danefæ og POMPdeLUX arbejde systematisk på at indarbejde strategisk CSR i deres forretning. Det sker som led i et projekt under Erhvervsstyrelsen, der netop har fokus på at implementere en mere strategisk og værdiskabende tilgang til arbejdet med Corporate Social Responsibility i små og mellemstore virksomheder.
Det er revisionsfirmaet Deloittes sustainability-konsulenter, der kører projektet, som begyndte i januar og løber frem til januar næste år.
”Målet er at få CSR integreret i virksomhedernes forretningsstrategi, så det bliver en naturlig tilgang til både design, materialevalg, forholdet til kunder og samarbejdspartnere og hele den forretning, man bedriver,” siger Bahare Haghshenas, der er manager i Deloittes Sustainability-afdeling til FashionForum.
Konkret skal forløbet munde ud i, at hver virksomhed får udarbejdet en CSR-politik, identificeret strategiske fokusområder og lavet en praktisk implementeringsplan.
LÆS OGSÅ: “LauRie: Fra øko-metervarer til strategisk CSR”
Og der er rigeligt at tage fat på, når man ser på modebranchen som helhed, siger Bahare Haghshenas.
”Modebranchen er en af de mest forurenende brancher i verden både, når det gælder miljø og sociale aspekter, men også på forbrugssiden. Det findes mange CSR-udfordringer at tage fat i, og her har også SMV’er i Danmark en stor rolle og mange forbedringsmuligheder.”
Leverandørstyring og kemikalier
Ifølge Bahare Haghshenas, som er ansvarlig for projektrådgivningen af de seks virksomheder, er det ikke overraskende områder som ansvarlig leverandørstyring og bedre forbrugerinvolvering, der både står højt på agendaen og rummer udfordringer hos modevirksomhederne.
”Leverandørstyring og produktion fylder meget i modevirksomhederne samt hele diskussionen om materialer, kemikalier og økologi. Endelig fylder hele konsumeringsdelen. Vi ved alle sammen, at vi ikke kan blive ved med at forbruge på samme måde, som vi gør nu,” siger Bahare Haghshenas.
”Modevirksomhederne er superforskellige”
Hun er dog blevet overrasket over, hvor stor forskel der er på, hvad der er vigtigt for interessenterne til de forskellige modevirksomheder i projektet.
”CSR er ikke en one size fits all-tilgang for modevirksomhederne. De er superforskellige, og det, de beslutter sig for at fokusere på, er meget forskelligt. Deres kunder er meget forskellige og har vidt forskellige forventninger. Hvis du fx laver børnetøj, så er kunderne meget interesserede i kemikalier, mens premium-mærkernes kunder er mere interesserede i kvalitetsaspektet,” siger Bahare Haghshenas.
For én af projektets deltagere, Mads Nørgaard, har arbejdet med CSR indtil videre bygget på god gammeldags sund fornuft:
”For os er projektet en rigtig spændende mulighed for at arbejde mere bevidst og strategisk med bæredygtighed. Det vil vi blandt andet gøre gennem et øget samarbejde med vores leverandører, hvor vi vil sætte fokus på, at alle beslutninger i værdikæden foretages på baggrund af gode, sunde valg,” siger grundlægger og chefdesigner Mads Nørgaard.
Foreløbig er der afviklet to sessioner med modevirksomhederne, hvor de har lavet en interessentanalyse, og baseret på den har Deloitte sammen med virksomhederne analyseret sig frem til, hvilke områder de strategisk skal fokusere på. Næste skridt i projektet er at lave handlingsplaner og tidsplaner for CSR-indsatsen.
FashionForum følger de deltagende virksomheders CSR-arbejde i løbet af året. Læs om, hvordan projektets indledende fase er forløbet i virksomheden LauRie – her.