Seneste nyt fra modebranchen
Artikler
Podcasts
Jobs

Future of Fashion: Stigende interesse for de unge designere

De nye designere har netop afholdt deres afgangsshow på Børsen. Nu forsøger Future of Fashion sig med et nyt format, hvor de studerende under modeugen skal udstille deres kollektioner på Gallery-messen.
De nye designere har netop afholdt deres afgangsshow på Børsen. Nu forsøger Future of Fashion sig med et nyt format, hvor de studerende under modeugen skal udstille deres kollektioner på Gallery-messen.

For en kort stund når stilheden og mørket at indtage Børssalens historiske og dystre indre. Med et tændes store, hvide spotlights, der baner vejen ned langs catwalken, og en rungende tung bas indfanger al liv i den store rustikke sal.

Omringet af nysgerrige mennesker fra både den nationale og internationale modebranche glider modeller iklædt kreationerne ned langs catwalken. Fremtidens mode byder ifølge dimittenderne på blandt andet flettet pels, sælskind, pileflet, kogt fynsk uld og spejllignende genstande.

Særligt Maria Olofsgård Jegéus, der sidder med rekruttering og headhunting af nye designere til H&M, ser positivt på muligheden for at se fremtidens mode an.

”Når man som modevirksomhed har arbejdet inden for et felt i rigtig lang tid, kan man ofte have brug for én der, med friske øjne, stiller spørgsmålstegn ved hvorfor man gør noget på en bestemt måde. Her kan de nyuddannede designere ofte bidrage med innovation og nye måder at tænke produktion, original kreativitet og design på,” siger Maria Olofsgård til FashionForum

LÆS OGSÅ: Afgangsshow mangler anerkendelse fra danske modevirksomheder

Det er andet år i træk, at de tre danske designskoler i samarbejde med Dansk Mode & Tekstil, Wear, Innovationsnetværket Livsstil – Bolig & Beklædning og Dansk Erhverv forsøger at knytte tættere bånd mellem de nyudklækkede designere og virksomhederne i modebranchen gennem designeres kollektionsfremvisning og netværksdating ved hvide, høje caféborde.

Det er her de unge designere får mulighed for at præsentere sig selv, deres portefølje og binde en forklarende sløjfe rundt om deres kollektion. Virksomhederne får derimod nye perspektiver på fremtidens mode, mulighed for at se den næste generation af designere an – eller sågar for at hyre en ny medarbejder på stedet.

I alt 51 dimitterende designstuderende fremviste i mandags deres afgangskollektioner for 120 repræsentanter fra den danske og internationale modebranche. Et tal, der var betydeligt større i forhold til arrangementets debut sidste år. Hos Wear – modeorganet under Dansk Erhverv – er branchens stigende interesse for designerne særlig vigtig:

”Det at branchen går sammen om at iscenesætte de nye designtalenter og at vi i fællesskab viser interesse og gør noget aktivt for dem, synes jeg er et vigtigt signal at sende både nationalt og internationalt,” siger Wears direktør Torben Rosenstock til FashionForum.

LÆS OGSÅ: Værsgo – Se afgangsshow fra de tre største designskoler

Derfor har Wear netop også indgået en aftale med modemessen Gallery om at overdrage deres 100 kvadratmeter store messestand til Future of Fashion.

Idéen er, at skabe en udstillingsplatform for designernes kollektioner, der i forlængelse af det for nyligt afholdte modeshow, skal bringe dem endnu tættere på branchen, forklarer Ulla Skjødt, projektleder hos Future of Fashion:

”Når man har siddet i flere års designproces, kan det som nyuddannet designer virke udfordrende pludselig at skulle anskue sit kunstneriske design som et produkt. Men jeg tror, at det er sundt og lærerigt for dem, at de på messen skal opsøge og invitere branchen ind i deres univers,” siger hun og fortsætter:

“De kommer til at skulle definere og italesætte, hvilken type designer de er, og hvilket kunstnerisk univers, de arbejder inden for. Det er jo ikke den samme type designer, der skal søge job i fx Mads Nørgaard som i Zara,” uddyber Ulla Skjødt til FashionForum og afslutter, at intet andet sted end en messe, vil være oplagt til det formål.