Seneste nyt fra modebranchen
Artikler
Podcasts
Jobs
MODEUGE

Stine Goya: Derfor holder vi ikke show!

CPHFW SS15. For første gang siden 2007 afholder Stine Goya hverken show eller event i forbindelse med lanceringen af den nye kollektion. Et rent prioriteringsspørgsmål, siger designeren.
CPHFW SS15. For første gang siden 2007 afholder Stine Goya hverken show eller event i forbindelse med lanceringen af den nye kollektion. Et rent prioriteringsspørgsmål, siger designeren.

Det har ikke været en nem beslutning at fravælge show under modeugen, og for designeren Stine Goya og teamet bag har det været underligt, ikke at være i gang som de plejer på denne tid af året. Beslutningen er dog truffet for at fokusere på nye tiltag i virksomheden.

“Det er første gang, vi ikke fremviser en kollektion på den ene eller anden måde under modeugen, men vi har denne gang valgt at bruge vores kræfter og fokusere på nogle nye spændende projekter i virksomheden. Så det er et rent prioriteringsspørgsmål, som har afgjort, at vi ikke er i showkalenderen i år,” fortæller Stine Goya til FashionForum og holder de nye projekter internt for nu.

LÆS OGSÅ: “Stine Goya udstiller i Normann Space”

Når Stine Goya bliver spurgt, om hun er bange for, hvilke konsekvenser det vil få for mærket ikke at holde show, er hun fortrøstningsfuld.

”Et show medvirker ofte til at skabe en ret udbredt omtale. Men vi er sikre på, at vi denne gang med en god kampagne og gennem aktiv brug af de sociale medier alligevel kan nå langt ud og derigennem få vist vores nye kollektion vidt omkring,” siger hun og understreger, at selvom det er ærgerligt ikke at kunne bruge et show til at skabe den helt rette atmosfære og univers omkring præsentationen af en ny kollektion, så regner hun ikke med, at det vil få stor betydning for salget.

”Heldigvis har vi rent salgsmæssigt ikke kunnet mærke en forskel på om vi har afholdt et show eller et event. Og det tror vi heller ikke, at vi kommer til ved ikke at holde et show denne gang,” forsætter hun.

Stine Goya er ikke helt forsvundet fra jordens overflade under modeugen, og man vil selvfølgelig stadig kunne besøge Stine Goya-standen på Gallery, hvor indkøbere og kunder kan tage et nærmere kig på den nye kollektion, der er døbt ’Les Lumiéres Changeante’ (‘Det foranderlige lys’).