Modeugen indefra: InWear
CFW SS15. The Original Group-direktøren prioriterer en god placering på messen, en ekstraordinær kundeservice og et stærkt messekoncept.Sommeren er over os – og det samme er Copenhagen Fashion Week. I denne og næste uge bringer FashionForum en stribe interviews med aktører fra den danske modebranche – både dem, der afholder modeshow og dem, der er på messerne. I dag er det medejer af DK Company og direktør for The Original Group, Jens Obel.
Hvilke messer er I på?
Vi er på CIFF og var tilstede på Bread & Butter i Berlin i starten af juli, og så er vi også på Pure i London.
Hvorfor er I på messe ved Copenhagen Fashion Week?
Vi er på messe for at være synlige overfor vores eksisterende kunder samt møde potentielle indkøbere. For at opnå det har vi prioriteret en god placering på CIFF med den optimale synlighed samt gennemgang af besøgende.
Derudover har vi udviklet et nyt messekoncept, der matcher brandets DNA og skaber de helt rigtige rammer for InWears Spring 2015-kollektion.
Hvornår begynder forberedelserne for jer til Copenhagen Fashion Week?
Vi er hele tiden i gang og forberedelserne til de kommende messer starter umiddelbart efter modeugen er afsluttet.
Hvad er det vigtigste I har lært ved at være på messe?
Placering af messestand og at være tilstede på den rigtige messe er uden tvivl to meget vigtige ting. Vi er super glade for at være på CIFF med vores brands, da det er en messe, som matcher vores målgruppe, tiltrækker vigtige internationale indkøbere og skaber nogle interessante og innovative rammer for de besøgende.
Hvad er jeres bedste råd til dem, der er på messe første gang?
At give alle der kommer forbi standen den bedste oplevelse. Det er altid vores udgangspunkt. Det er lige så vigtigt, at butikseleven som butikschefen får en god opfattelse af dit brand.
Hvordan får man en god handel i hus?
Det gør man ved at være en stærk og attraktiv samarbejdspartner og tilbyde en service, der rækker ud over ’bare at lukke en traditionel handel’. Det kan være alt fra at levere tøjet til tiden, træning af salgspersonale, visual merchandising support og ellers bare stå til rådighed med hjælp og vejledning, hvis dine kunder har brug for det.
Hvordan kommer indkøberne og lægger ordrer?
Nogle indkøbere kommer på messe for at blive inspireret og lægger først deres ordrer efter messen i showroom, mens andre indkøbere foretrækker at lægge ordrer på messen.
Har I gjort noget anderledes i år i forhold til sidste år?
Vi har investeret i et stærkt messekoncept kombineret med en topplacering på CIFF sammenlignet med sidste messe for at understrege vores vision om yderligere at styrke InWears position i modelandskabet.
Følg med i den kommende uge, hvor du blandt andet kan møde Freya Dalsjø, Bibi Chemnitz, Gestuz og mange flere.