Designers Remix på location-jagt: Man ved aldrig rigtigt, hvor man ender
CPHFW SS15. Designers Remix er kendt for at søge mod alternative locations, når de skal holde show under modeugen. Nu begynder flere og flere at følge trop. Men hvorfor?Københavns Rådhus har været officiel showlocation ved Copenhagen Fashion Week siden den spæde start i 2006, hvor den københavnske modeuge for første gang fyldte de hovedstadens gader. Men et tilbagekig på de seneste fire sæsoner viser, at flere og flere designere efterhånden vender snuden væk mod Rådhusets mosaikmønstrede gulv, prangende stensøjler og åbne balkoner.
Nu er det nye, utraditionelle og skæve locations, der hitter på listen. Og hvorfor så det?
Udnyt byen
Et af de brands, der om nogen er kendt for at overraske modepressen med nye showlocations, der prenter sig ind på nethinden er Designers Remix. Modeinteresserede fra hele verden har været bænket så forskellige steder som i elefanthuset i Zoologisk Have, under et stort akvarie på Den Blå Planet og i de smukke underjordiske cisterner i Søndermarken.
”I New York ville det aldrig kunne lade sig gøre at holde show på locations, der lå meget langt fra hinanden, for man ville ikke kunne nå at køre pressen rundt til de forskellige steder. Men den mulighed har vi altså her i Danmark, fordi København er så lille,” lyder det fra Designers Remix’ direktør Charlotte Eskildsen, der fortsætter:
”Og så tror jeg, at vi har brug for at larme lidt når den internationale presse er på besøg. Vi skal give dem en anderledes oplevelse end dem, de blot er vant til”.
Denne sæson er ingen undtagelse for det danske modebrand, der satser på temaet ’urban gardening’, hvor strømlinet, klinisk arkitektur møder idyl, byhave og grønne oaser. Valget faldt meget naturligt på SEB-banken, forklarer designeren og uddyber:
”Jeg vil gerne invitere folk et sted hen, hvor jeg kan pakke min kollektion ind i et koncept og dermed få bundet sløjfen på min fortælling. Det gør også, at gæsterne kan skille vores show ud fra andre og at man husker det meget stærkere”.
”Det er som at starte forfra hver sæson”
Selvom brandet efterhånden er en af de erfarne spillere på showkalenderen, indrømmer de, at det hver sæson er ret kaotisk og kræver en god portion is i maven med de udfordringer, som de nye locations byder på.
Blandt andet skal lyden indfange det rum eller område, som showet skal udfolde sig i. Lyssætningen afhænger meget af bygningens konstruktion og skal samtidig sikre, at kollektionen ikke blot tager sig godt ud under showet, men også bidrager til stærke billeder efterfølgende.
”Når vi er på en ny location, så er det lidt som at starte forfra hver gang. Det er altid overvældende at sidde i et flot, stort rum som eksempelvis Rådhuset, men for mig bliver processen mere gennemført, energisk og inspirerende, når jeg vælger nogle lidt utraditionelle locations. Det sikre valg vil blive for rutinepræget for mig,” afslutter designeren med krydsede fingre for, at vejrguderne ikke lader dråberne falde over modeller og gæster i morgen.