Revolver melder sine messedatoer ud
Christian Maibom, der tidligere var en del af Gallery-messekonceptet, løfter nu sløret for, hvornår hans og hans partner Jan Busch Carlsens nye messe-koncept, Revolver, kommer til at løbe af stablen.Det nye messekoncept, Revolver, holder fast i det gamle og velprøvede, hvad angår valg af datoer til AW-messen i 2015. Det betyder, at Revolver kommer til at finde sted i uge fem – mere konkret i uge fem fra torsdag den 29. januar til og med lørdag den 31. januar næste år.
Revolver holder også fast ved velkendte lokationer. Det vil sige, at Øksnehallen – der vil blive kaldt ‘Revolver Meatpacking District’ – og Lokomotivværkstedet – som skal hedde ‘Revolver Fishmarket District’ kommer til at danne rammen for messen.
LÆS OGSÅ: “Vintermodeuge i nye klæ’r: Vision lukker – Revolver tager over”
Med sit valg af datoer, mener stifter og kreativ direktør Christian Maibom, at Revolver bedst tilgodeser udstillernes og indkøberes behov:
“Revolver og vores udstillere ønsker at fastholde den oprindeligt aftalte termin i uge fem, således at Revolver afvikler lige efter messerne Capsule, Tranoi og Who’s Next i Paris, der samlet slutter mandag den 26. Januar 2015,” skriver Revolver i en pressemeddelse til FashionForum.
Ikke bare forretningsmæssige fordele
Christian Maibom uddyber i et telefoninterview overfor FashionForum, at han ud over de kommercielle fordele ved at fastholde en afholdelse af vintermessen i uge fem også ser nogle andre hensyn, Revolver med sit valg af messedatoer håber at kunne tilgodese:
“Det er en kompliceret og kompleks kæde af datoperler at rykke ugenumre. Modeugen har været afholdt i København i uge fem i adskillige år. Det har folk rundt omring i verden faktisk respekteret, hvilket man kan se af, at andre modeuger og messer jo ikke har lagt sig oven i vores datoer. Det er faktisk udtryk for en respekt for det, som Copenhagen Fashion Week står for og som alle aktører har været med til bygge op. Og det skal vi passe på og værne om. Hvis vi skal ændre vores datoer i København, er det altså noget, vi bør melde ud mindst et år i forvejen, så ikke bare vores, men hele modebranchens kalender kan gå op,” siger han til FashionForum.
LÆS OGSÅ: “Bella Center truer messearrangører med sagsanlæg”
Christian Maiboms tidligere messesamarbejdspartner, Christian Gregersen meldte tidligere på måneden ud, at hans messekoncept Gallery bliver afholdt fra 1. til 3. februar på Hotel D’Angleterre med Børsbygningen som showscene.