Mark Kenly Domino Tan: ”Det er lidt uvirkeligt”
Vinderen af DANSK Design Talent – Magasin Prisen 2014 er glad for at have vundet den prestigefyldte konkurrence, men han har endnu ikke helt forstået det.”Jeg synes, det er en underlig følelse. Det er lidt uvirkeligt. Der står det der store papskilt (checken, red.) på hylden, som jeg ikke rigtig ved, hvad jeg skal stille op med. Jeg tror faktisk først, det bliver virkelig for mig, når vi mødes med nogle rådgivere og skal til at se, hvordan vi skal investere,” siger Mark Kenly Domino Tan fra en taxa på vej til møde i Magasin på Kongens Nytorv.
Mark Kenly Domino Tan ved endnu ikke præcist, hvordan vindersummen skal bruges. Han har et eksporteventyr, som han og hans hold gerne vil folde ud, og de skal lige finde ud af, hvor de skal begynde.
En stor ære overhovedet at blive nomineret
Det var en rimelig fåmælt Mark Kenly Domino Tan, der i går sagde tak for prisen foran det galla-klædte, fremmødte publikum i Statens Museum for Kunst. De få ord er dog ikke udtryk for, han er specielt genert eller sky. Han er bare ikke den, der glæder sig på forhånd.
”Jeg er nok en lidt underspillet type. Jeg sætter ikke tanker i gang inde i hovedet, før jeg ved, hvad der kommer til at ske. Faktisk har jeg forsøgt at tænke så lidt som muligt på, om jeg ville vinde – både for ikke at blive skuffet – men også fordi det har været så stor en cadeau i det hele taget at blive nomineret,” siger Mark Kenly Domino Tan.
Respekterer de andre deltagere meget
Han synes, at feltet har været stærkt i den netop afgjorte konkurrence. Da FasionFoum beder ham uddybe, hvad han mener, lægger han et for ham usædvanligt tryk på ordet, han vælger til nærmere at beskrive, hvad han mener:
”Ligeværdigt,” siger han uden tøven.
Der er dog ingen tvivl om, at Mark Kenly Domino Tan er meget glad for at vinde konkurrencen:
”Det er den største pris, man kan få herhjemme. Kombinationen af æren, pengene og eksponeringen og den energi, der er lagt i at lave den her konkurrence, gør den virkelig betydningsfuld. Folk har undervejs spurgt ind til, hvordan det gik, og jeg har, imens konkurrencen stod på, oplevet en enorm opbakning generelt fra branchen,” siger han.
Tænder på helheden
Mark Kenly Domino Tan har siden barnsben haft en glæde ved at arbejde med æstetik, materialer og formgivning. Der ud over er han som voksen også blevet tændt af entrepenør- og projektlederdelen.
”Det er ikke bare at kreere tøjet, men alt det, der er udenom, jeg synes er spændende. Jeg tror, det er vigtigt, man også har fokus på det,” siger Mark Kenly Domino Tan, der netop er fyldt 28.
Udfordret på identitet og tid
Den største udfordring for ham i konkurrencen har været at arbejde under tidspres og aktivt forsøge at integrere sine kunstnere og mentorer i mini-kollektionen:
”Jeg plejer at bruge ret lang tid på at finde materialer og planlægge tingene så lang tid i forvejen som muligt. Så tidsfaktoren har faktisk været en udfordring. Jeg har også syntes, det var vigtigt at integrere og bruge alle tre elementer – Darkness Falls, Baum und Pferdgarten og mig selv – og det har været en udfordring. Men i sidste ende handler det jo bare om at løse opgaven og i den forbindelse er der altid udfordringer,” slutter Mark Kenly Domino Tan.
Fakta om Mark Kenly Domino Tan
Trine Marie Holm – partner
Natalie Havgaard – pr- og kommunikationsansvarlig
Sara Doolewerdt – salg- og marketing