Tøjforbrug koster miljøet 3 milliarder om året
Ny opgørelse fra Miljøstyrelsen prissætter miljøbelastningen ved danskernes tøjforbrug.Hver gang, du køber en ny T-shirt, sender du en regning på over 20 kroner videre til natur og miljø i de fattige lande, hvor tøjet bliver fremstillet. Det skriver Politiken.
Det viser et nyt miljøregnskab, som Miljøstyrelsen har udarbejdet for hele den danske tøjbranche.
LÆS OGSÅ: ”Nyt dansk projekt sætter prisskilt på naturen”
”Alt fra de enorme mængder af sprøjtemidler og vandforbruget på bomuldsmarker til CO2-udledning, når man former læder og lynlåse, går ud over miljøet,” siger miljøminister Kirsten Brosbøl (S) til Politiken om rapporten, som er udarbejdet af Miljøstyrelsen.
”Nu kan vi se, hvad det koster, og selv om næsten alt vores tøj produceres i udlandet, har vi stadig et ansvar,” siger hun.
Den danske tøjbranche omsætter for 29 milliarder kroner om året. Danskerne er nemlig glade for nyt tøj, så vi køber hver 16 kilo af det om året – og langt det meste er fremstillet i fattige udviklingslande, hvor miljøpåvirkningerne koster 3,39 milliarder kroner om året, viser opgørelsen. Det svarer til hele 11,7 procent af den samlede omsætning.
Det er IC Group, der har fungeret som case-virksomhed i analysen, og i forsommeren fortalte virksomhedens CR-chef Morten Lehmann FashionForum om tankerne bag at give sig i kast med miljøregnskabet.
LÆS OGSÅ: ”IC Companys følger i Pumas fodspor”
Kilde: pol.dk