Seneste nyt fra modebranchen
Artikler
Podcasts
Jobs
MODEUGE

TØJ: Eva Kruse klager over Berlingske

Ifølge PEj-gruppens portal TØJ, mener Danish Fashion Institutes direktør, at Berlingske Tidendes dækning af besøgstal er ramt helt ved siden af skiven.
Ifølge PEj-gruppens portal TØJ, mener Danish Fashion Institutes direktør, at Berlingske Tidendes dækning af besøgstal er ramt helt ved siden af skiven.

TØJ citerer Eva Kruse for følgende:

”Jeg synes, vi skal tage bladet fra munden, når vi er blevet manipuleret og fejlciteret på den måde, og Ole Hall har fremstillet DAFI og mig personligt, som om vi har snydt med tallene over for myndighederne for at opnå støtte. Og det er ganske enkelt ikke sandt. Han laver nogle fejlkoblinger. Det er halvandet år siden, at kronprinsessen trak sig fra sit protektorat fra CIFF, og at han kobler det med besøgstal, er en decideret løgnehistorie,” siger Eva Kruse til TØJ og fortsætter:

”Klagen er udarbejdet og mangler kun at blive gennemgået. Den er mere end 10 sider lang, og hvis ikke Berlingske håndterer det ordentligt, må vi gå til pressenævnet. I klagen vil også indgå et brev fra DM&Ts direktør Thomas Klausen, der kan bekræfte, at det ikke er et tal, som jeg bare har fundet på.”

”Jeg er ikke i tvivl om, at det her skader branchens omdømme. Det kan jeg mærke, når vi er i kontakt med andre myndigheder, der ser hovedrystende til. Det er også derfor, vi bliver nødt til at gå til Berlingske med det her,” mener Eva Kruse ifølge TØJ.

Ifølge TØJ har journalisten bag artikelrækken fra Berlingske, Ole Hall, følgende svar på Eva Kruses kritik:

“Jeg kan kun opfordre folk til at læse artiklerne i Berlingske eller på business.dk og selv dømme. Artiklerne står vi ved. Og vi retter naturligvis, hvis Eva Kruse i en formel klage kan påpege faktuelle fejl. Vh Ole”.

TØJ adresserer ikke, hvordan det kan være, at det er Berlingske Tidendes journalist – og ikke, som det er almindeligt i pressen – en ansvarshavende redaktør, der svarer på TØJs spørgsmål om, hvordan Berlingske forholder sig til den kritik, Eva Kruse ifølge TØJ giver udtryk for.

Efter henvendelse fra Berlingske Tidende tilføjer FashionForum (kl. ca. 15.23) følgende kommentar:

“Jeg har flere gange og over flere dage været i dialog med Eva Kruse og bedt om at få udpeget eventuelle fejl og faktuelt forkerte oplysninger i Berlingskes artikler. Foreløbigt har vi ikke modtaget de eksempler eller en klage fra Eva Kruse,” siger nyhedschef Peter Suppli Benson fra Berlingske Business.

Eva Kruse oplyser til FashionForum (kl. ca. 15.30), at klagen til Berlingske Tidende vil blive afsendt i dag.