Danske designeres overskudslagre går til velgørenhed
Syv danske designere donerer deres overskudslagre til en kommende butik i Cape Town. Indtjeningen fra salget af designertøjet skal gå til uddannelsesprojekter for udsatte unge i Sydafrika.NGO’en Nordic Designers Aid vil sælge danske modedesigneres overskudslagre fra en butik i Cape Town i Sydafrika, og indtjeningen skal gå til at finansiere en række udviklingsprojekter med fokus på teenagemødre i landet.
”Hovedmissionen er at give teenagemødre i Sydafrika en uddannelse, og indtil videre har vi syv samarbejdspartnere på. Vi får deres overskudslagre, der fragtes til Cape Town, hvor det skal sælges i en butik, og samtidig promovere dansk design,” siger Maria Liv Claudi, der er stifter af og CEO i Nordic Designers Aid til FashionForum.
Efter et ophold med frivilligt arbejde i Sydafrika udviklede hun ideen til konceptet i samarbejde med sin mor Pia Claudi, hvis virksomhed Eva & Claudi også er blandt de syv designvirksomheder, der har givet lovning på at give deres overskudslagre til projektet.
De øvrige seks danske designvirksomheder tæller: Henrik Vibskov, Iben Birch Bech, Sophia Lee, Nümph, Vibe Johansson og Storm & Marie.
Skal sælges til middel- og overklassen
Ideen til projektet kommer af, at der hvert år er designertøj fra nordiske virksomheder, som af forskellige årsager ikke bliver solgt. På grund af de danske moms- og skatteregler er det imidlertid kompliceret for modevirksomhederne at donere tøjet til velgørenhed, og samtidig kan det skade virksomhedernes konkurrenceevne, hvis tidligere sæsoners kollektioner sælges billigt i eksempelvis danske genbrugsbutikker, forklarer Maria Liv Claudi.
Butikken skal efter planen ligge i centrum af Cape Town og sælge designertøjet i et prisleje, der rettet mod middel- og overklassen.
”Jeg har lavet små markedsundersøgelser dernede og kigget i enormt mange tøjbutikker for at finde stilen. Cape Town er en by på vej frem, hvad angår mode, og jeg regner med, at priserne vil ligge på mellem 300-700 kroner. Det skal ikke ligne en genbrugsbutik, men give et image af god kvalitet,” siger Maria Liv Claudi.
Butikken i Cape Town er endnu ikke åbnet, da organisationen fortsat mangler at rejse en del af de nødvendige midler, fortæller Maria Liv Claudi, der håber, at butikken kan slå dørene op engang efter nytår.
Du kan læse mere om projektet på organisationens hjemmeside her.